Forside» I samarbejde med Naturhistorisk Museum Aarhus Log ind | Opret profil | Hjælp
fyld
18. september 2019
 

Artikler

Artikeloversigt | Skriv ny artikel | Seneste artikler | Opdaterede artikler | Retningslinjer


Side 1 af 1 - Gå til side 1

 

Navn Artikler -> Nyheder

Peter Neerup Buhl
Metanopedias lasiopterae - ny slægt og art for Danmark (Læst 809 gange) Postet d. 08-01-19 kl. 21:53
Metanopedias lasiopterae - ny slægt og art for Danmark (Jean Jacques Kieffer var for 100 år siden både ledende specialist i galmyg og deres snyltere. I 1916)
Foto: Metanopedias lasiopterae, hun, fra Sakskøbing 2018
Jean Jacques Kieffer var for 100 år siden både ledende specialist i galmyg og deres snyltere. I 1916 beskrev han fra Frankrig den cirka 1,5 mm lange snyltehveps Disynopeas lasiopterae, som han havde klækket af galmyggen Lasioptera graminicola Kieffer (nu L. calamagrostidis Rubsaamen), fra græsset eng-rørhvene. Kieffer kendte kun hannen. Dale Jackson beskrev så i 1966 fra England arten Metanopedias britannicus, som svenskeren Lars Huggert i 1980 fastslog som retteligt tilhørende Kieffers art, der samtidig fik det rigtige slægtsnavn, Metanopedias, oprettet af Charles Brues i 1910 til en amerikansk art. M. lasiopterae er stadig den eneste registrerede europæiske art af slægten, kendt fra Italien til England, og har i over 20 år været kendt fra både Norge, Sverige og Finland. Jeg har altid set efter den i Danmark, og er nu endt med at finde den - i skellet til min egen have! (2 hunner og 2 hanner, Malaisefælde på Tårsvej, Sakskøbing, 21. juni - 2. august i fjor). Her har jeg efterhånden gjort forholdsvis mange interessante fund, læsere af Entomologiske Meddelelser vil også have bemærket en ny art for videnskaben herfra. M. lasiopterae er et - for kendere - karakteristisk medlem af familien Platygastridae. På billedet ses hunnen fra siden med det specielle, lodret afsluttede scutellum, og de karakteristiske, slanke 9-leddede antenner (endnu slankere, men ellers ret ens hos hannen). Desuden er den skarpe tværkøl på baghovedet og det glatte thorax iøjnefaldende. Huggert fandt i øvrigt hunner af M. lasiopterae i færd med at lægge æg på enderne af friskfældede træstammer (også et mål for visse galmyg), hvilket antyder et vidt værtsspektrum, hvilket nok er udbredt blandt platygastrider.

Kommentér

Brian Willum Petersen
#1 Kommentar postet d. 08-01-19 kl. 22:22. Emne: Metanopedias lasiopterae - ny slægt og art for Danmark
Hej Peter.

Det er bare et superfedt fund, og imponerende arbejde du lægger for dagen. Jeg læste også godt artiklen om en ny art for videnskaben. Den vil jeg hermed også ønske stort tillykke med! Tak for at dele her.

Mvh Brian.

Kommentér

Linda Kjær-Thomsen
#2 Kommentar postet d. 08-01-19 kl. 22:34. Emne: Metanopedias lasiopterae - ny slægt og art for Danmark
Der er godt nok stadig et stort potentiale i fund af nye tovinger i DK

Tillykkee, både med dette og hint !

Kommentér

Jonas Lutz
#3 Kommentar postet d. 09-01-19 kl. 08:50. Emne: Metanopedias lasiopterae - ny slægt og art for Danmark
Hej Peter!

Super spændende! Håber du snart får indtastet fundoplysninger og billeder af dine mange fund på sitet her

Kommentér

Peter Neerup Buhl
#4 Kommentar postet d. 09-01-19 kl. 21:36. Emne: Metanopedias lasiopterae - ny slægt og art for Danmark
Tak for lykønskninger og kommentarer. Der er efterhånden lidt længere mellem snapsene, men der burde stadig være potentiale for flere nyheder fremover, hvilke i så fald vil blive meddelt! Mvh. Peter

Kommentér

Side 1 af 1 - Gå til side 1

 




Email notificering
Du modtager en e-mail hvis artiklen kommenteres



Klik her for avanceret søgning i observationerne


Om www.fugleognatur.dk | Indhold | Vilkår | Kvalitetssikring | Hjælp | Retningslinier | Ordforklaring | Persondatapolitik | Translator