Forside» I samarbejde med Naturhistorisk Museum Aarhus Log ind | Opret profil | Hjælp
fyld
25. januar 2021
 

Forum

Forumoversigt | Start ny tråd | Seneste tråde | Aktive tråde | Ubesvarede tråde | Retningslinjer


Side 1 af 3 - Gå til side 1 2 3

 Næste side | >>

Navn Forum -> Danmarks natur -> Seneste tråde | Aktive tråde | Ny tråd | Ubesvarede tråde

Elisabeth Siegel
Står verdens undergang for døren eller hvad? (Læst 890 gange) Postet d. 03-04-19 kl. 18:13
Allerede sidste sommer, den varme og tørkeramte sommer 2018, bemærkede jeg, at der i forhold til det normale syntes at være påfaldende få bier i min have (og det gjaldt alle slags bier). Eftersom haven blev grundigt vandet med mellemrum sommeren igennem, registrerede jeg ingen tab af blomster, som kunne forklare fænomenet. Jeg formodede, at det var den elendige, kolde og pjaskvåde foregående sommer (2017), der måske havde forårsaget en midlertidig nedgang i antal hos bierne. Og nogle bier VAR der da.

Men i dette forår er det helt galt i haven. Jeg så een enkelt honningbi ultimo februar, som vel var lokket frem af det påfaldende lune vejr i den sidste del af måneden - men ak, på det tidspunkt havde haven endnu ikke rigtig produceret noget, bien kunne leve af. Jeg har ydermere set siger og skriver 5 Andrenaer her i marts/begyndelsen af april (hvoraf den ene Andrena virkede syg, den tumlede rundt nede på jorden og faldt ofte om på ryggen) - og så har jeg fået korte glimt af 4 humlebier. Det er, hvad det er blevet til i år. 10 bier set på halvanden måned.

Min have er ganske blomsterrig, og der bruges ALDRIG gift i den. Bedene har i et stykke tid bugnet af blomstrende russisk skilla, snepryd, hvide anemoner, et væld af lungeurter etc. Især lungeurterne plejer på denne årstid at være MEGET besøgt af bier, især forskellige humlebier, ligesom havens to buske af sorten Pieris ´Forest flame´ netop nu står fyldt med klaser af gullighvide blomster. Pieris-blomsterne plejer at være så omsværmede - især af humlebier, men også andre arter bier - at man ligefrem kan høre en permanent nynnende lyd i luften, når man nærmer sig disse buske på denne tid af året. I år har jeg hidtil ikke set EEN ENESTE bi besøge dem!

Jeg ved jo godt, at bierne er i krise de fleste steder i verden i disse år, og at ikke mindst Danmark behandler dem elendigt. Men SÅ slemt???

Så jeg vil gerne høre, om andre har gjort tilsvarende sørgelige erfaringer her i 2019, eller om det kun er mig. Når man stiller den slags spørgsmål - "har andre mon oplevet det samme som mig?" - er det gerne indforstået, at man egentlig helst så, at man ikke var alene (fælles skibbrud er ofte så skønt!). Men denne gang håber jeg VIRKELIG, at jeg står alene med oplevelsen.

Gør jeg mon det?

Vh Elisabeth

Besvar | Kommentér

Ole Stauning
#1 Kommentar postet d. 03-04-19 kl. 18:24. Emne: Står verdens undergang for døren eller hvad?
Jeg har desværre uafhængigt været lidt bekymret over det samme. Der var ingen Honningbier i Vintergækkerne i år, jeg har i hvert fald ikke observeret dem, og de plejer at være der. Pilen der blomstrer i grusgraven på den anden side af vejen netop nu plejer at summe højlydt af livlig aktivitet, der er ikke en lyd i år. Jeg har set enkelte humlebier; men der er ikke det træk på mine Ribes, som der plejer at være. Jeg har set et par Andrena nigroaenea på matriklen, det er hvad der har været af jordbier indtil nu. Det er det samme ovre i skoven...

DBH Ole

Besvar | Kommentér

Ole Stauning
#2 Kommentar postet d. 03-04-19 kl. 18:44. Emne: Står verdens undergang for døren eller hvad?
Tjekkede lige omtalte blomstrende pil, og der var faktisk et par humlebier. Måske skal vi være lidt afventende. Der er jo svingninger fra år til år, og en tidlig blomstring kan måske føre til en dårlig timing?

DBH Ole

Besvar | Kommentér

Jens Lund Hansen
#3 Kommentar postet d. 03-04-19 kl. 19:09. Emne: Står verdens undergang for døren eller hvad?
Jeg tænkte faktisk det modsatte (at der var usædvanlig mange honningbier, humlebier og solitære bier i haven forleden, da det var fint vejr her)

For honningbiernes vedkommende afhænger antallet af bier i haven vel mindre om nektarkilderne, men om antallet af bistader indenfor en radius af 3-3,2 km.

Men i et større, "dansk perspektiv" står det jo ikke godt til med humlebier og solitære bier.

- se linket HER

Mvh. Jens



Besvar | Kommentér

Elisabeth Siegel
#4 Kommentar postet d. 03-04-19 kl. 19:54. Emne: Står verdens undergang for døren eller hvad?
Foreløbig tak til jer, Ole og Jens, for reaktionerne. Godt at høre, at du, Jens, i det mindste har oplevet tilstanden noget anderledes. Jeg kan dog indskyde, at honningbiernes fravær i min have af flere grunde ikke er det, der bekymrer mig mest lige nu. Men jeg finder det seriøst bekymrende, at de vilde arter (som jeg ihvertfald for nogles vedkommende positivt VED, også havde deres reder/bo på selve min matrikel i tidligere år) nu i DEN grad glimrer ved deres fravær. Det er svært for mig at finde på en rent lokal forklaring, da haven som før nævnt IKKE fik lov at blive særlig tørkeramt overhovedet sidste sommer, planterne står fint, der har på intet tidspunkt været oversvømmelser el. lign. - og sådan kunne jeg blive ved.

Men lad os foreløbig se, om andre har noget at bidrage med til tråden her. Det ser faktisk efter min mening både temmelig uhyggeligt og potentielt dybt tragisk ud lige nu... men man må jo vente og se.

Vh Elisabeth

Besvar | Kommentér

Bent Poulsen
#5 Kommentar postet d. 03-04-19 kl. 20:38. Emne: Står verdens undergang for døren eller hvad?
Hej.

Vi har haft mange bier i vores krokus, så hel galt alle steder er det ikke. Desuden blomstrer alt jo meget tidligere i år, uden at det har været særligt varmt og solrigt.

Hilsen bent.

Besvar | Kommentér

Elisabeth Siegel
#6 Kommentar postet d. 03-04-19 kl. 21:14. Emne: Står verdens undergang for døren eller hvad?
Det gør det, vist så. Dog synes jeg nu, det har været ret solrigt i Malling, ikke mindst sammenlignet med "normale" år... Men køligt har det været efter den pludselige varmeopblomstring i februar, så det er da meget muligt, at mange ting er "ude af synch", det har jeg selv tænkt på. Men lungeurterne, der står dér så ensomt og stråler med deres fine blå blomster midt i solskinnet uden at få besøg af en eneste bi, det er nu stadig et urovækkende syn. Andre forår har jo også været kølige, men det har da kun været i sjaskende regnvejr, at der ikke kom bier til mine lungeurter i april...

Tak for indsparket, Bent. Det var trods alt også mere positivt i tonen.

Vh Elisabeth

Besvar | Kommentér

Elisabeth Siegel
#7 Kommentar postet d. 04-04-19 kl. 12:30. Emne: Står verdens undergang for døren eller hvad?
Forresten, Bent - hvis det her skal kunne bruges til noget, mangler vi at høre, hvilken del af landet du bor i. Det fremgår ikke af din profil.

Vh Elisabeth

Besvar | Kommentér

Jens Lund Hansen
#8 Kommentar postet d. 04-04-19 kl. 13:29. Emne: Står verdens undergang for døren eller hvad?
Måske skulle vi inddrage forekomsten af svirrefluer i denne

hyggelige (uvidenskabelige) diskussion?

Det er jo veldokumenteret at (ihvertfald nogle arter) svirrefluer er vektorer for en række bivirusser.

Heriblandt Eristalis tenax, som du jo har indberettet fra din have for nyligt (18.02.19) Elisabeth!

Mvh. Jens

Besvar | Kommentér

Bent Poulsen
#9 Kommentar postet d. 04-04-19 kl. 13:33. Emne: Står verdens undergang for døren eller hvad?
Hej.

Vi er fra dejlige Østfyn.

Hilsen Bent.

Besvar | Kommentér

Side 1 af 3 - Gå til side 1 2 3

 Næste side | >>




Email notificering
Du modtager en e-mail når dit indlæg besvares



Klik her for avanceret søgning i observationerne


Om www.fugleognatur.dk | Indhold | Vilkår | Kvalitetssikring | Hjælp | Retningslinier | Ordforklaring | Persondatapolitik | Translator