Forside» I samarbejde med Naturhistorisk Museum Aarhus Log ind | Opret profil | Hjælp
fyld
23. september 2021
 

Artikler

Artikeloversigt | Skriv ny artikel | Seneste artikler | Opdaterede artikler | Retningslinjer


Side 1 af 1 - Gå til side 1

 

Navn Artikler -> Lokalitetsbeskrivelser

Denne beskrivelse er en

WIKI

som alle kan redigere

Kulebjerg Overdrev (Sorø, Sjælland) (Læst 6754 gange) Postet d. 26-05-2008 kl. 13:24
Kulebjerg Overdrev (Sorø, Sjælland) (Kulebjerg Overdrev er beliggende i kanten af Kulebjerg Skov ved landsbyen
Skellebjerg lidt vest for)
Foto: René Andersen

Områdebeskrivelse
Kulebjerg Overdrev er beliggende i kanten af Kulebjerg Skov ved landsbyen

Skellebjerg lidt vest for Dianalund. Området er ca 8 ha stort og

i dette indgår 2 ha der har været fredet siden 1925.

Overdrevet er i privat eje, men der er offentlig adgang til stedet

via Kulebjerg Skov.



Klik her for kort og billeder fra lokaliteten.


Naturtype
Kulebjerg Overdrev består dels af lysåbne afgræssede overdrevspartier
og dels af mere eller mindre fugtige mosepartier og enkelte mindre søer.
Rundt i området ses enkeltstående store fritstående træer såsom Bøg, Stilk-Eg og Rød-Gran.
Der findes også en rig buskvegetation med f. eks. Slåen, Enebær, Hvidtjørn og vilde roser.
Overdrevet har aldrig været opdyrket - der ses således talrige større eller mindre mere eller mindre
fritliggende sten ligesom der ses myretuer lavet af Gul Engmyre.
Området er af særdeles stor landskabelig skønhed og fremstår som et regulært
guldalderlandskab.



Foto: Rune Larsen



Dyr og planter
Området indeholder et rigt fugleliv og man finder mange almindelige såvel skov- som åbentlandsfugle
i området.

Kulebjerg Overdrev har ligget som overdrev i rigtigt mange år og der er igennem tiderne - siden sidst i 1800-tallet registreret godt over 200 planterarter derude. Tidligere er bl. a. fundet Bakke- og Hylde-Gøgeurt, men disse er forlængst forsvundet.
Området rummer stadig en meget interessant flora med mange overdrevstypiske arter - Gul Snerre, Liden Klokke, Bredbladet Timian, flere arter af Løvefod og af de mere ualmindelige kan nævnes Bakke-Tidsel, Lav Tidsel og den for det centrale Vestsjælland efterhånden sjældne Hedelyng.
Hvor overdrevet får en mere fugtig karakter ses den på Sjælland ualmindelige græsart Katteskæg og af andre arter kan nævnes Nøgle-Skræppe og Tormentil.
På lavt vand ses hist og her Vand-Klaseskærm og Vandrøllike.
Fra buskvegetationen kan nævnes Skov-Æble, Ene, Alm. Æble-Rose og Glat Hunde-Rose
Området indeholder ligeledes en lang række spændende svampe. Knyttet til de fritstående træer og til de omgivende skovbryn ses en lang række mykorrhiza-dannende svampe såsom fluesvampe, skør- og mælkehatte.
På overdrevspartierne ses i fugtige år adskillige arter af vokshatte - den sjældne Dadelbrun Vokshat er således fundet her.


Se observationer fra lokaliteten her.


Korsknapgalhveps (Liposthenes glechomae) fra lokaliteten. Foto: Linda Kjær-Thomsen



Adgangsforhold
Området nås fra lettest fra en vigeplads der ligger hvor vejen mellem Dianalund og Ruds-Vedby passerer igennem Kulebjerg Skov lige efter Skellebjerg/Herrestrup. Man kan parkere sin bil her uden problemer. Herfra går man ad Jyderup-stien ind i skoven - over jernbanen og frem til et større bøgetræ, hvor en skovvej går fra mod venstre. Denne skovvej går højre om en lille skoveng som man så har på sin venstre hånd. Skovvejen ender i et vej-T mod en ret høj bakke. Her drejes til højre og kort efter ses lågen ind til Kulebjerg Overdrev lige fremme. I fugleflugt er der ca 500 m fra P-pladsen og til lågen.

Overdrevet kan også nås fra Hedeborydevej kort efter man har passeret den lille landsby Hedboryde. Adgangen sker også her via Jyderup-stien, der går fra mod S fra Hedeborydevej. Ved huset lidt inde ad stien er der skilt til Kulebjerg. Her går en sti (i perioder meget tilgroet) fra skarpt mod højre og denne følges til den ender ved lågen ind til overdrevet. Adgangsforholdene fra Hedborydevej er dog problematiske, da der ikke er P-plads og adgangssstien fra selve Jyderup-stien og ind til overdrevet ikke vedligeholdes og kan være særdeles vanskelig at følge.



Observationssteder
Der er ingen specielle observationssteder, men man kan vandre rundt i området. Der findes en del el-hegn i området af hensyn til de græssende kreaturer, men der er talrige låger og led, så man kan passere hegnene imellem de forskellige folde



Andre oplysninger


Skrevet af René Andersen, senest redigeret af René Andersen. Historik (denne beskrivelse) | Historik (alle)

Side 1 af 1 - Gå til side 1

 




Email notificering
Du modtager en e-mail hvis artiklen kommenteres



Klik her for avanceret søgning i observationerne


Om www.fugleognatur.dk | Indhold | Vilkår | Kvalitetssikring | Hjælp | Retningslinier | Ordforklaring | Persondatapolitik | Translator