|
|
Thomas D. Seeley: Honningbiernes liv i naturen
The Lives of Bees: The Untold Story of the Honey Bee in the Wild, af Thomas D. Seeley, Princeton University Press, Princeton, 2019, xiii + 353 sider, $29.95 indbundet (ISBN: 978-0691166766). Professor Seeley, der har skrevet flere roste bøger om honningbien, kombinerer her sine erindringer som forsker med bogens emne, så læseren kan se med over skulderen, når konklusionerne bliver til. Efter 40 års omfattende forskning i vilde honningbier i USA har Seeley mange gode råd til det, han kalder “darwinistisk biavl”. Disse principper vil dog næppe blive fulgt, hvor der avles i større målestok, men mindre biavlere kunne nok med fordel eksperimentere. Det er i hvert fald et problem, at biavlere i dag ofte oplever en koloni-dødelighed på over 40 procent årligt. Årsagerne hertil er mange, men indblik i biernes liv under naturlige forhold kan give ledetråde til at mildne nogle af årsagerne. En vigtig trussel mod honningbierne i de senere årtier har været varroa-miden, og naturlige kolonier lader til bedre at kunne overleve dens angreb såvel som farlige sygdomme som fx bipest. De tit unaturligt store kolonier i kunstige bistader og de stadige menneskelige indgreb forstærker disse risici. Selektiv avl er forsøgt imod dem, fx udvælgelse af kolonier, der udviser ekstra renlighed, som er vigtig for sygdomsforebyggelse. Seeleys undersøgelser viser imidlertid, at det er svært at overgå virkningerne af naturlig udvælgelse. Er biavleren villig til ofre kolonier med dårlig levedygtighed og destruere dem, når de rammes af varroa-angreb, vil de stærke overlevende kolonier klare sig bedre, også fordi smittefaren er væk. En meget vigtig faktor i sygdomsspredningen blandt kunstige bistader er den korte afstand mellem staderne. I naturen er kolonierne adskilt med mindst mange hundrede meter. Imponerende nok kan en kolonis “territorium” (delvist delt med andre) være på over 100 kvadratkilometer. Når kunstige bistader placeres med få meters afstand, er der faktisk en stor andel af bierne, der tager fejl og havner i andre koloniers stader, og smitterisikoen øges også af, at bierne så i større omfang går på røvertogter i andres svækkede kolonier. En afstand på 30-50 meter mellem staderne, der males i forskellig farve og med indgangen i hver sin retning, vil ifølge Seeleys forskning være det måske vigtigste og samtidig ret nemme enkelte tiltag imod høj dødelighed. Desuden bør konstruktionen af staderne i størst muligt omfang efterligne de vilde honningbiers bo i hule træer, med bedre isolering af væggene, et mindre indgangshul (der er lettere at bevogte og giver bedre indeklima-kontrol) og en uforarbejdet, rå indre overflade, som får bierne til at dække væggene med propolis, der både er sygdomsforebyggende og giver bedre mikroklima. Præcis temperaturkontrol er afgørende for udviklingen af bierne og for deres trivsel, og kunstige forhold skaber tit ubalance. På den anden side støtter Seeleys eksperimenter ikke idéen om, at mindre cellestørrelse i vokskagerne skulle være en fordel i kampen mod varroa-miden. Dette korte sammendrag af nogle af Seeleys resultater (i sidste kapitel har han en liste med 14 fyldigt begrundede forslag til en mere “darwinistisk biavl”) yder ikke hans velskrevne fremstilling fuld retfærdighed. Han er en af verdens førende honningbiforskere og fortæller medrivende om deres adfærd, fysiologi, genetik og samspil med omgivelserne. Det store pres, som honningbierne generelt er under i en overbefolket og giftpåvirket verden, gør jo ethvert skridt til at lette deres vilkår velkomne, så Seeleys bog er både meget relevant og samtidig spændende læsning for generelt naturinteresserede. |
Denne tråd stammer fra vores forum-arkiv og kan derfor ikke besvares.
Du kan i stedet få hjælp til identifikation af dyr, planter og svampe ved at oprette en artsbestemmelse.