Forside» I samarbejde med Naturhistorisk Museum Aarhus Log ind | Opret profil | Hjælp
fyld
28. juli 2021
 

Artikler

Artikeloversigt | Skriv ny artikel | Seneste artikler | Opdaterede artikler | Retningslinjer


Side 1 af 1 - Gå til side 1

 

Navn Artikler -> Nyheder

Lars Skipper
Tre blomstertæger og en bladlustæge nye for Danmark …og ny hjemmeside på vej (Læst 3842 gange) Postet d. 11-07-08 kl. 16:08
Tre blomstertæger og en bladlustæge nye for Danmark …og ny hjemmeside på vej (Det er efterhånden næsten hverdagskost, at nye arter dukker op i Danmark. Og nu er den gal igen.
På)
Foto: Lars Skipper

Det er efterhånden næsten hverdagskost, at nye arter dukker op i Danmark. Og nu er den gal igen.

På en syv dages tur til Bornholm, med indsamling og registrering af blomstertæger for øje, og med økonomisk støtte fra Schjøtz-Christensens Mindefond, blev to blomstertægearter og en bladlustæge føjet til den danske liste.

Herudover blev der i foråret 2008, ved en nøjere gennemgang af indsamlinger fra 2007, tilføjet yderligere en ny art.

De to blomstertæger fra Bornholm er hhv. Megacoelum beckeri og Dicyphus errans. Førstnævnte er en stor og karakteristisk art, der lever på solbeskinnede fyrretræer. Nymfer i forskellige stadier blev fundet på fire kystnære lokaliteter fordelt på øen, bl.a. ved Raghammer Odde, der er kendt for adskillige spændende entomologiske fund. Et enkelt individ i imagostadiet blev fundet ved Dueodde. Arten må formodes at forekomme hist og her på øen, hvor der er egnede lokaliteter, men kun et enkelt eller få individer blev fundet på de enkelte lokaliteter. M. beckeri har en slægtning, M. infusum, der er kendt fra en lille håndfuld fund i den sydlige del af landet. Begge arter kan vi sikkert forvente at se mere til i fremtiden, som følge af klimaforandringerne.

Den anden nye bornholmske blomstertæge, Dicyphus errans, tilhører en slægt med seks danske arter, der typisk er slanke og myggeagtige. Yderligere fire arter i slægten findes i et eller flere af vore nabolande, og et par af disse vil muligvis også kunne findes i Danmark. Den blev fundet adskillige steder på øen og må betragtes som ret almindelig og er ofte talrig på lokaliteterne. Levestedet er typisk skyggede eller halvskyggede frodige skovlysninger og skovvejkanter med en høj bevoksning af urter. Arten er mindre værtsspecifik end de fleste af dens slægtninge og den blev fundet på skov-galtetand, dagpragtstjerne og sandsynligvis dunet steffensurt.

Den nye bladlustæge, Anthocoris sarothamni, tilhører en slægt med otte danske arter. Den optræder værtsspecifikt på gyvel, der er en invasiv pest flere steder i Danmark, men værtsplante for en hel række af tæger – bl.a. gyvelbredtæge (Piezodorus lituratus), seks blomstertæger og en masketæge (Dictyonota fuliginosa), der blev fundet som ny for landet for få år siden. A. sarothamni blev fundet på to kystnære lokaliteter, hhv. ved Sorthat på vestsiden af øen og ved Årsdale på østsiden af øen, men er højst sandsynligt udbredt flere steder

Den sidste art, Campylomma annulicorne, tilhører en slægt, der ikke er repræsenteret med andre arter i Danmark, men som rummer en anden art, C. verbasci, der også med stor sandsynlighed vil kunne findes i landet. Den nye art forekommer på smalbladede pilearter, især på fugtige steder langs vand. Kun et enkelt individ er indtil videre registreret og blev indsamlet på en stor ”sølv-pil” på Bognæs ved Roskilde d. 14. juli 2007.

Billeder af de nye arter kan ses på adressen: - se linket HER

Inden for det sidste halve års tid er yderligere to tæger føjet til den danske liste. I februar 2008 fandt Søren Tolsgaard, som meddelt her på siden, en ny frøtæge, Cypresfrøtæge Orsillus depressus. Også frøtægen, Aphanus rolandri, som Villy Olsson meldte på F&N er registreret for første gang i Danmark i løbet af foråret 2008.

Det rykker med andre ord på tægefronten - og der er masser af nye opdagelser at gøre, så bare se at få ladt kameraet og kom i felten.

Hjemmeside over Danmarks Blomstertæger

Blomstertæger er en temmelig overset gruppe af insekter. Langt fra alle blomstertæger er små og uanseelige, hvilket fremgår af de mange fine billeder her på siden, uploadet af Werner Meng m.fl.

Med en kommende hjemmeside (der forhåbentligt bliver klar i løbet af efteråret eller først på vinteren) håber jeg at kunne være med til at udbrede interessen for disse små væsener, der fortjener mere fokus.

Som en hjælp til bestemmelsen, kan der i første omgang, på følgende adresse - se linket HER ses en oversigt med billeder af 189 af de pt. 203 danske arter baseret på præparerede dyr, samt to plancher med billeder af levende dyr, hhv. imagines og nymfer.

Kommentér

Morten DD Hansen
#1 postet d. 11-07-08 kl. 16:22. Emne: Tre blomstertæger og en bladlustæge nye for Danmark …og ny hjemmeside på vej
Fantastisk - fed side med opslag . Det er jo en gruppe, som man i disse dage ikke kan undgå at stifte bekendtskab med, hvis man roder lidt rundt i vegetationen, og eftersom man hurtigt kan indsamle enormt mange kræ, er det rart med sådan en "pornonøgle". Kanont initiativ - keep up the very good work !

Kommentér

Frank Grønlund Jørgensen
#2 postet d. 11-07-08 kl. 16:28. Emne: Tre blomstertæger og en bladlustæge nye for Danmark …og ny hjemmeside på vej
Super initiativ, den er jeg sikker på vi er mange der bliver rigtigt glade for.

Kommentér

Werner Meng
#3 postet d. 11-07-08 kl. 16:46. Emne: Tre blomstertæger og en bladlustæge nye for Danmark …og ny hjemmeside på vej
Til lykke Lars, alle tiders

M.v.h. Werner

Kommentér

Aase Flensted
#4 postet d. 11-07-08 kl. 17:33. Emne: Tre blomstertæger og en bladlustæge nye for Danmark …og ny hjemmeside på vej
Tillykke med fundene.

Det er nogle meget smukke plancher og flotte fotografier du viser frem. Meget overskueligt og enkelt og dermed også let at bestemme efter.

Jeg glæder mig til den nye hjemmeside.

Mvh Aase



Kommentér

Anne Svendsen
#5 postet d. 11-07-08 kl. 18:00. Emne: Tre blomstertæger og en bladlustæge nye for Danmark …og ny hjemmeside på vej
Spændende læsning.

Men er det nødvendigt at lave en hjemmeside KUn for blomstertæger.

kan den ikke rummes her på F&N?

Det der gør F&N så spændende er netop at den er så bredtfavnende.

VH

Anne

Kommentér

Morten DD Hansen
#6 postet d. 11-07-08 kl. 18:06. Emne: Tre blomstertæger og en bladlustæge nye for Danmark …og ny hjemmeside på vej
Nogle gange er det rart med en hjemmeside, man selv kan styre indholdet af. Lissners edderkopper og Lars'' tæger er jo virkelig specialist-sider, hvor forfatterne har helt frie hænder til at gøre, som DE har lyst til. Og når resultaterne bliver, som de gør, kan man da kun bukke og neje i respekt. Jeg synes, det ser forrygende godt ud

Fugleognatur er til gengæld aldeles dynamisk, forstået på den måde, at det er de mange løbende, individuelle bidrag, der samlet gør dén hjemmeside til noget sjovt.

Kommentér

Lars Jørgen Grønbjerg
#7 postet d. 12-07-08 kl. 13:47. Emne: Tre blomstertæger og en bladlustæge nye for Danmark …og ny hjemmeside på vej
Hej Lars

Tillykke med det storslåede arbejde du laver - flot med fund af flere nye danske arter. Hjemmesideinitiativet også sublimt - det ser rigtigt godt ud. Et eksempel til efterfølgelse

Hip-hip hurra

Mvh

Lars Jørgen

Kommentér

Side 1 af 1 - Gå til side 1

 




Email notificering
Du modtager en e-mail hvis artiklen kommenteres



Klik her for avanceret søgning i observationerne


Om www.fugleognatur.dk | Indhold | Vilkår | Kvalitetssikring | Hjælp | Retningslinier | Ordforklaring | Persondatapolitik | Translator