Forum-arkiv

 Velkommen til arkivet

Her finder du arkiverede artikler og forumtråde fra Naturbasens nu lukkede hjemmeside "Danmarks Fugle og Natur".

Du kan benytte det nye forum "Artsbestemmelse", hvis du har brug for hjælp til identifikation af dyr, planter eller svampe fundet i Danmark.

Opret ny artsbestemmelse

17. april 2003

Næbfarve afslører hannens kvalitet

Hos en lang række fuglearter har hannen en farvestrålende fjerdragt og et iøjnefaldende næb. Man har længe ment, at foreksempel påfuglens fjerpragt skulle være et udtryk for hannens kvalitet og dermed virke tiltrækkende på hunner. Det er almindeligt kendt, at hunner fortrækker de mest farvestrålende hanner, men det har været uklart, hvad hunnerne har opnået ved at danne par med disse hanner.

Forskere i Frankrig og Storbritannien har netop publiceret de første beviser på, at hannens farvestrålende næb hos solsort (Turdus merula) og zebrafinke (Taeniopygia guttata) har direkte forbindelse med kvaliteten af hannens immunforsvar. Hos disse to arter er hannens orange og røde næbfarve vigtige i forhold til at tiltrække hunner, da de er et udtryk for hannens sundhedstilstand. Forskerne har nu vist, at hanner, hvis næb er kraftigt farvede har et bedre immunsystem.



En lang række studier har vist, at fugle, der ikke selv kan danne karoten, er helt afhængige af mængden af dette kemiske stof i føden for at kunne frembringe røde og gule farver i både næb og fjerdragt. Forskere har desuden vist, at karoten er vigtig for kroppens immunforsvar.

For at undersøge forbindelsen mellem karoten, næbfarve og immunforsvar gav britiske forskerne ti zebrafinkehanner vand med karoten i otte uger. I samme periode fik en kontrolgruppe vand uden ekstra karoten.

Det viste sig, at hannerne, der havde fået vand med karoten efter fire uger havde udviklet et mere rødt næb end kontrolgruppen. Disse hanner havde desuden et stærkere immunforsvar og samtidig foretrak hunner at sidde nærmest en af disse hanner.

Franske forskere, der har arbejdet med solsort, har haft en anden tilgang til at undersøge forbindelsen mellem næbfarve og immunforsvar. I et laboratorieforsøg stimulerede franskmændene immunforsvaret hos sunde solsorte. Forskerne havde en forventning om, at de sunde solsorthanner ville miste deres kraftige orange næbfarve, hvis der var behov for yderligere karoten for at få kroppens immunforsvar til at fungere optimalt.

Som forventet mistede hannerne den kraftige næbfarve, da deres immunforsvar blev stimuleret. Næbfarven hos solsort er altså et direkte udtryk for den enkelte hans aktuelle sundhedstilstand.

I naturen er det kun de mest sunde hanner, der er i stand til at mobilisere den mængde karoten, der er nødvendig for at frembringe en farvestrålende fjerdragt eller et iøjnefaldende næb. En hun, der vælger den mest farvestrålende han kan dermed reducere chancen for at blive smittet med sygdomme. Desuden kan hunnen regne med, at hannen kan stå distancen i forhold til at opfostre unger.

Kilder:

Jonathan D. Blount, Neil B. Metcalfe, Tim R. Birkhead & Peter F. Surai. 2003. Carotenoid Modulation of Immune Function and Sexual Attractiveness in Zebra Finches. Science 300: 125-127.

Bruno Faivre, Arnaud Grégoire, Marina Préault, Frank Cézilly & Gabriele Sorci. 2003. Immune Activation Rapidly Mirrored in a Secondary Sexual Trait. Science 300: 103.


De senest indberettede arter i Naturbasen: