Forum-arkiv

 Velkommen til arkivet

Her finder du arkiverede artikler og forumtråde fra Naturbasens nu lukkede hjemmeside "Danmarks Fugle og Natur".

Du kan benytte det nye forum "Artsbestemmelse", hvis du har brug for hjælp til identifikation af dyr, planter eller svampe fundet i Danmark.

Opret ny artsbestemmelse

7. december 2009

Fund af stankelbenet Tipula subvafra Lakschewitz – ny art for Danmark

Den danske Tipula-fauna tæller 67 arter, af hvilke de 58 er belagt med eksemplarer i samlingerne på ZMUC og NHMA. De resterende 9 arter formodes at kunne findes i Danmark på baggrund af deres kendte udbredelsesmønster i vores nabolande.

Selv om Tipula-faunaen er godt kendt, burde det altså ikke komme som nogen overraskelse, når der opdages en ny art. En større overraskelse er det derimod, når der opdages en helt ny art, det vil sige en art, der ikke optræder på listen over de mulige.

Den 8. november 2009 lagde Erik Nielsen et billede op på Fugle og Natur i Tovingeforummet. Billedet, der var taget i Buskhede (EJ), viste tydeligvis et han-stankelben i underslægten Savtshenkia. Underslægten udmærker sig ved at indeholde en række arter med en meget sen flyvetid.

Umiddelbart kunne jeg ikke bestemme den ud over underslægtniveau, men da Erik havde indsamlet dyret, var det oplagt få stankelbenet tilsendt, så jeg kunne lave en ordentlig bestemmelse.

Nogle dage senere modtog jeg stankelbenet, og kunne gå i gang. Dyret var temmelig medtaget, men da det i praksis kun er hypopygiet, der er interessant ved artsbestemmelse, spillede dette ingen rolle.

Bagkroppen blev klippet af og blødt op i lunken sæbevand, derefter dissekeret.

Uden at vide, at jeg havde fat i noget usædvanligt, bestemte jeg stankelbenet til Tipula subvafra. Først bagefter fandt jeg ud af, at arten ikke var kendt fra Danmark.

Den 14. november 2009 var Erik på færde igen. Denne gang med to hunner, der ligeledes var blevet indsamlet, og som jeg fik tilsendt.

Også disse var efter alt at dømme T. subvafra. En ny art for Danmark, der pludseligt dukker op i tre eksemplarer! Dette var nok til at gøre mig mistænksom, og jeg besluttede at kontakte den hollandske stankelben-ekspert Pjotr Oosterbroek.

Inden det kom så vidt, nåede Marianne Graversen at bidrage til spændingen. Den 15. november havde Marianne indsamlet et stankelben i Forstbotanisk Have i Århus (EJ).

Jeg fik det tilsendt, og bestemte det til T. subvafra, hvilket gjorde det til eksemplar nummer 4 af en hidtil ukendt dansk art.

Jeg gennemfotograferede hypopygiet, og sendte en mail til Pjotr Oosterbroek indeholdende detaljerne omkring fundene.

I dag svarede han så, og arten er vitterligt Tipula (Savtshenkia) subvafra, hvilket gør de fire fund til de nordligste, der nogensinde er gjort i Europa (pers.medd.).

Med hensyn til artens hyppighed i Danmark er den ret svær at vurdere. På grund af den meget sene flyvetid er Tipula subvafra en art, der nemt kan overses af fluefolket. Den bedste måde at finde arten på er formentlig v.hj. af lyslokning – en metode, der ikke så tit bruges til fluer og myg, men så meget desto mere til natsommerfugle. Måske optræder Tipula subvafra i lepidoptorologernes lysfælder om efteråret, hvor den så ikke bliver registreret.

Da arten er ny for Danmark følger her en kort beskrivelse af habitus:

Hovedet gråt med mørkere midterstribe. Antennerne sorte og noget fortykkede ved basis af flagellomererne. Scapus og pedicel smudsiggule. Øjnene er bredt adskilte på undersiden af hovedet. Thorax grå med fire vel adskilte mørkebrune striber på scutum. Brystets sider og hofterne grå, trochanterne gullige. Bagkroppen gulbrun uden ryg- eller sidestribe. Leddene før hypopygiet er formørkede. Hypopygiet lille. Fødder og skinneben mørke, lårene lysere, men med mørk spids.

Vingerne grålige med svag marmorering. Vingemærke tydeligt. Årene M1 og M2 er konvekse, sådan at celle m1 er bredest i den basale halvdel.

Hypopygie: 9. tergit med lille indsnit i midten; hjørnerne trukket frem i en sort sklerotiseret tand. 8. sternit med dybt U-formet indsnit, hvis siderande er svagt opsvulmede og dækket med lange gule hår.

Indre dististylus: Bagkanten sort sklerotiseret og øverst trukket frem i en tvedelt spids.

Ydre dististylus: Ved basis en stump, sort sklerotiseret tand.

Beskrivelsen er foretaget ud fra Eriks han-eksemplar. Mariannes eksemplar har væsentlig svagere marmorering på vingerne. Hypopygiet på billedet stammer fra Mariannes eksemplar.

Referencer:

Petersen, F.T. & R. Meier (eds.): A preliminary list of the Diptera of Denmark. Steenstrupia 26 (2), 2001.

Theowald, Br. i E. Lindner: Die Fliegen der paläarktischen Region. Band III 5. Erster Teilband (15. Tipulidae). 1980.


Foto: T. subvafra hypopygie

De senest indberettede arter i Naturbasen: