Forum-arkiv

 Velkommen til arkivet

Her finder du arkiverede artikler og forumtråde fra Naturbasens nu lukkede hjemmeside "Danmarks Fugle og Natur".

Du kan benytte det nye forum "Artsbestemmelse", hvis du har brug for hjælp til identifikation af dyr, planter eller svampe fundet i Danmark.

Opret ny artsbestemmelse

2. juni 2010

Ny rapport om Danmarks Natur

I anledningen af FNs internationale biodiversitetsår, 2010, har Det Grønne Kontaktudvalg (sammenslutningen af grønne organisationer i Danmark) udgivet en rapport som sætter fokus på naturens tilstand i Danmark. Rapporten gør status over vores viden om Danmarks beskyttede områder, skove, havmiljø, pattedyr, fugle, fisk, padder, krybdyr, insekter, planter, svampe og laver. Både dokumenterede tilbagegange og fremgange er belyst for de enkelte naturtyper og artsgrupper.

Rapportens hovedkonklusioner er at der generelt er gjort for lidt for at leve op til 2010-målet om at standse tilbagegangen i biologisk mangfoldighed. Hovedproblemerne er:

- Det intensive danske landbrug giver for lidt plads til naturen.

- Oppløjning, næringsberigelse og manglende pleje af vores lysåbne naturtyper som enge, heder og overdrev.

- Tab af næringsstoffer til vandmiljøet – især vores indre farvande – medfører eutrofiering og tilbagevendende iltsvind.

- Skovene, som indeholder langt de fleste truede arter, drives for intensivt med for få gamle træer, for lidt dødt ved og for få lysninger og våde områder.

Desuden peger rapporten på at vi i høj grad mangler viden om status for vores natur.

Der er således behov for en ordentlig kortlægning af den danske biodiversitet og en veludbygget national naturovervågning. Moniteringen skal desuden sikre en omkostningseffektiv naturforvaltning, samt danne grundlag for forskning og forbedring af de nuværende strategier.

Rapporten “Danmarks natur 2010 – om tabet af biologisk mangfoldighed” er udarbejdet af Det Grønne Kontaktudvalg m.fl. og redigeret af Dr. scient. Hans Meltofte.

Rapporten samt Det Grønne Kontaktudvalgs 3-punktsplan for en bedre beskyttelse af vores biodiversitet kan findes her:

www.dn.dk/Default?ID=21563



Foto: Philip Francis Thomsen

De senest indberettede arter i Naturbasen: