Forside» I samarbejde med Naturhistorisk Museum Aarhus Log ind | Opret profil | Hjælp
fyld
13. november 2018
 

Kalenderen

Indryk begivenhed i kalenderen | Kig i Kalenderen | Hjælp


Side 1 af 9 - Gå til side 1 2 3 4 5 6 7 8 9

 Næste side | >>

Navn Kalender -> Kalenderen

Thomas Eske Holm
22. maj 2011:
Mylder på matriklen (Læst 9742 gange) Postet d. 01-05-11 kl. 09:58
Mylder på matriklen (Solsort, mørk jordhumle, lille metaljordløber, almindelig stedmoderblomst, plænemos, brun kuglesprin)
Foto: Alm. haver indeholder masser af biodiversitet
Solsort, mørk jordhumle, lille metaljordløber, almindelig stedmoderblomst, plænemos, brun kuglespringhale, flad hjulspinder og tusindvis af andre arter gemmer sig alle i danskernes haver. De fleste arter er almindelige, mens andre er sjældne eller ligefrem ukendte i Danmark.

I helt almindelige villahaver er der bare i de seneste par år fundet adskillige nye arter for den danske fauna. Selvom haverne aldrig vil kunne sammenlignes med en tropisk regnskov, indeholder de dog masser af biodiversitet. Vi ved bare ikke hvor meget.

På FN’s internationale biodiversitetsdag den 22. maj inviterer Naturhistorisk Museum og Fugleognatur.dk derfor til en kortlægning af danske havers biodiversitet. Vi kalder arrangementet Mylder på Matriklen. Reglerne er i al sin enkelthed, at haveejeren tilmelder sin matrikel her på Fugleognatur.dk, hvorefter der på dagen kan indrapporteres alle de vilde dyre-, plante- og svampearter, som haveejeren iagttager i sin have. Haveplanter, dvs. arter der er udplantet/kultiveret, godkendes altså ikke! Fundene skal godkendes af Naturbasens kvalitetsudvalg på lige fod med andre observationer i databasen. Husk derfor at dokumentere især de mere sjældne arter eller arter med forvekslingsmuligheder. I alle tilfælde er det derfor en god ide at dokumentere så mange af dine fund som muligt ved hjælp af fotos. Man behøver ikke som udgangspunkt at kunne sætte navn på arterne. Ved at spørge i forummet vil Fugleognatur.dk’s eksperter forsøge at sætte artsnavn på, så observationene kan indrapporteres.

Mylder på Matriklen er en konkurrence, som naturligvis ikke er helt fair. Hvis haveejeren bor i kanten af en gammel skov og har en vild have, vil haveejeren altid have flere arter end i de nyopførte villakvarter og velfriserede haver, hvor giftsprøjten bruges flittigt. Ligeledes vil den dygtige naturhistoriker spotte langt flere arter end begynderen - men det skal ikke hindre os i at engagere danskerne i at få øje på den biologiske mangfoldighed, som findes i deres egen baghave.

Vinderens præmie er noget ud over det sædvanlige. Det er nemlig et besøg af et helt hold eksperter, som i løbet af et døgn vil finkæmme vinderhaven for biodiversitet. Det indsamlede materiale vil indgå i Naturhistorisk Museums kommende udstilling om biodiversitet, og vinderhaven vil i fremtiden være den reference, som vi holder andre haver op mod. Det er alligevel lidt af en præmie!

Sådan tilmelder du dig Mylder på matriklen

1. Opret dig som bruger (hvis du ikke allerede er det) - se linket HER

2. Gå ind under ”Rediger profil” - se linket HER

3. Klik på ”Opret eller rediger din matrikel” og følg vejledningen

Du kan altid afmelde dig igen ved at slette din matrikel og der er ingen binding.

Bemærk at en matrikel kan kun være tilmeldt én person og det er denne person der indrapporterer alle fund.

Vejledning til indtastning af observationer

1. Gå ind på indtastningssiden - se linket HER

2. Klik på feltet ”Metode” øverst på siden

3. Vælg ”Indtast observation fra min matrikel”

4. Indtast dato, arter osv.

Du kan få mere vejledning på indtastningssiden ved at pege med musen på informationsikonerne og ved at læse vejledningen (pdf) her: - se linket HER

Observationerne fra den 22. maj kan indtastes indtil mandag d. 23. maj kl. 12:00 hvor konkurrencen slutter.

Resultater

De 25 mest artsrige matrikler (haver) vil kunne se på resultatsiden så snart de første observationer er indtastet. Den finder du her: - se linket HER. Hvis du ikke står på listen, vil der være et link direkte til dine MPM-observationer

Brug forummet til at få hjælp til bestemmelsen

Hvis du er i tvivl om hvilken art du har set, kan du spørge i forummet: - se linket HER. Her skal du blot vælge den kategori der passer bedst. Det fleste får svar meget hurtigt. Billeder i forummet må fylde 100 kb.

Upload af fotos

Når du har indtastet din observation og markeret den som ”Fotodokumenteret” kan du uploade dit foto fra denne side: - se linket HER. Billederne i galleriet må fylde 250 kb.

Mere information

Du kan finde supplerende information og hjælp på Naturhistorisk Museums hjemmeside: - se linket HER

Kommentér

Jesper Lund
#1 Kommentar postet d. 01-05-11 kl. 11:37. Emne: Mylder på matriklen
Det bliver spændende at følge og/eller deltage i. Men der er måske et par regler, der skal præciseres:

- hvordan skal "almindelig villahave" forstås (ift. fx fritidsgrund, institution mm)?

- er der begrænsning på areal? (Kan man evt. udpege en afgrænset del af en større grund?)

- "Haveplanter godkendes ikke"; hvad hvis man pusler om sit ukrudt, f.eks. luger omkring det, flytter det osv., dvs. aktivt sikrer dets tilstedeværelse?

- hvornår skal obs´ene senest indtastes?

Svarende kommer måske nok i mails/nyhedsbreve til de tilmeldte, men det vil være rart at vide på forhånd for alle - bl.a. da det kan afgøre, om man kan/vil tilmeldes.

vh Jesper

Kommentér

Lars Jørgen Grønbjerg
#2 Kommentar postet d. 01-05-11 kl. 11:50. Emne: Mylder på matriklen
Hov-hov!! Hvor blev laverne af i den opremsning af arter, der kan inddateres??

/LJ

Kommentér

Anni Lene Nielsen
#3 Kommentar postet d. 05-05-11 kl. 00:16. Emne: Mylder på matriklen
Hej Jesper

Under det sidste link til Naturhistorisk Museum ligger en artikel, hvor jeg har sakset følgende fra, som vist besvarer dit spørgsmål

"Matrikel

Ved matrikel forstås en have eller baggård. Der er ingen begrænsninger på størrelsen af haven, så kolonihaven, landhaven, parcelhushaven eller baggårdshaven accepteres. Alle haver, økologiske som sprøjtede, er velkomne, ligesom haveejeren gerne må indkalde hele familien til at hjælpe sig"

Venlig hilsen Anni

Kommentér

Sofus Ryge Petersen
#4 Kommentar postet d. 08-05-11 kl. 18:00. Emne: Mylder på matriklen
Vil det kræve nøjagtig identifikation af de forskellige arter for at de tæller med i konkurrencen, eller er det nok at fotodokumentere XX forskellige arter, så længe de med sikkerhed er forskellige? Hvis konkurrencen får den opmærksomhed den fortjener, og alle indtastninger skal artsbestemmes for at tælle med, bliver der godt nok tryk på ID-spørgsmålene her på forum



Kommentér

Morten DD Hansen
#5 Kommentar postet d. 09-05-11 kl. 11:02. Emne: Mylder på matriklen
Jep, der kan godt blive lidt tryk på ID-spørgsmålene, og nogen når måske ikke at blive besvaret. Det må vi bare lære at leve med Under alle omstændigheder er det jo ikke en konkurrence, der KUN handler om at vinde - det handler også om at få knaldet nogle arter i databasen, så man kan holde styr på, hvad man har i sin have.

Kommentér

Kåre Würtz Sørensen
#6 Kommentar postet d. 09-05-11 kl. 21:56. Emne: Mylder på matriklen
Hej

Ser frem til dagen. Mangler dog lidt udstyr. Kan nogen hjælpe mig med hvor jeg kan købe net, insektsugere, fotobakker og den slags.

Mvh

Kåre

Kommentér

Morten DD Hansen
#7 Kommentar postet d. 09-05-11 kl. 21:57. Emne: Mylder på matriklen
DanFauna er normalt et godt sted - se linket HER

Kommentér

Hanne Larsen
#8 Kommentar postet d. 10-05-11 kl. 23:40. Emne: Mylder på matriklen
- se linket HER har også en del interessant grej

Hilsen Mosekonen

Kommentér

Inger Lund
#9 Kommentar postet d. 12-05-11 kl. 13:40. Emne: Mylder på matriklen
Kan man først begynde at bruge matriklen som lokalitet efter d. 22., eller hvordan gør man?

Inger

Kommentér

Side 1 af 9 - Gå til side 1 2 3 4 5 6 7 8 9

 Næste side | >>




Email notificering
Du modtager en e-mail hvis denne begivenhed kommenteres



Klik her for avanceret søgning i observationerne


Om www.fugleognatur.dk | Indhold | Vilkår | Kvalitetssikring | Hjælp | Retningslinier | Ordforklaring | Persondatapolitik | Translator