Forum-arkiv

 Velkommen til arkivet

Her finder du arkiverede artikler og forumtråde fra Naturbasens nu lukkede hjemmeside "Danmarks Fugle og Natur".

Du kan benytte det nye forum "Artsbestemmelse", hvis du har brug for hjælp til identifikation af dyr, planter eller svampe fundet i Danmark.

Opret ny artsbestemmelse

11. oktober 2011

Brandmus genopdaget i Jylland

Brandmus genopdaget i Jylland

I over 100 år havde ingen i Jylland set brandmusen, og derfor var den for længst erklæret uddød i landsdelen.

Men i sidste uge fandt forskere fra Naturhistorisk Museum i Aarhus brandmus i massevis omkring Filskov nord for Billund i det sydvestlige Midtjylland.

Flere beboere havde rapporteret, at de havde set den sjældne lille mus i området. Til sidst blev disse meldinger for meget for musefolkene på Naturhistorisk Museum. De foranstaltede en eftersøgning i området, og efter en intensiv jagt var der bonus. Brandmus var igen en del af den jyske fauna!

I Danmark har brandmusen hidtil været kendt fra Lolland og Falster, hvor den er udbredt og særdeles talrig. I Nordtyskland er arten til gengæld i tilbagegang, og der er kun få nyere fund.

Den genopdagede jyske bestand er derfor lidt af en sensation. Heldigvis ser brandmusen ud til at være meget almindelig i området omkring Filskov, så den er næppe i fare for igen at blive erklæret uddød.

Forskerne kender imidlertid ikke den samlede jyske udbredelse og beder derfor befolkningen om hjælp til en yderligere kortlægning af arten.

- Vi går ud fra, at vi simpelthen har overset denne bestand, siger museumsdirektør Thomas Secher Jensen.

- Ved den store pattedyrundersøgelse 2000-2005 fandt vi overhovedet ikke brandmus andre steder end på Lolland-Falster, men netop dette midtjyske område blev ikke dækket, siger han.

Brandmusen er - alt efter temperament - et yderst charmerende bekendtskab. Dens pels har et rødligt skær, den har store øjne og store ører, en relativt kort hale og en tydelig sort fartstribe ned ad ryggen.

Man finder den gerne i kanten af dyrkede arealer, for eksempel i levende hegn eller i skovkanter, men den kan også søge inden døre om vinteren.

Den er nærmest altædende, men siges at have en forkærlighed for ærter.



Foto: Brandmus fra Filskov

De senest indberettede arter i Naturbasen: