Forum-arkiv

 Velkommen til arkivet

Her finder du arkiverede artikler og forumtråde fra Naturbasens nu lukkede hjemmeside "Danmarks Fugle og Natur".

Du kan benytte det nye forum "Artsbestemmelse", hvis du har brug for hjælp til identifikation af dyr, planter eller svampe fundet i Danmark.

Opret ny artsbestemmelse

29. august 2012

Chenopodium ficifolium X C suecicum

Hybrid mellem Figenbladet Gåsefod og Grøn Gåsefod

Hvor findes hybriden

På ruderater i Århus og København, hvor Figenbladet Gåsefod (Chenopodium ficifolium) vokser sammen med Grøn Gåsefod (C. suecicum) findes af og til op til ganske få planter, der synes at være en mellemform mellem Grøn Gåsefod og Figenbladet Gåsefod. Disse planter er tydelighvis hybrider.

Ingerslev indsamlede denne hybrid (set og bestemt af forfatteren) og angav den som værende en hybrid mellem Sildig Gåsefod (ældre navn for Figenbladet Gåsefod) og Hvidmelet Gåsefod. På Ingerslevs tid var Grøn Gåsefod ikke udskilt fra Hvidmelet Gåsefod i danske floristiske værker. P. Uotila har bestemt materiale, indsamlet af forfatteren, til C. ficifolium x suecicum (Herb C). Der er siden indsamlet nok materiale i Københavns-området til, at der kan gives en rimelig beskrivelse.

Beskrivelse

20-100 cm høj, tydeligt 3-lappede blade, hvor den midterste lap er forlænget og bliver gradvis smallere. Bladplade med relativt få spidse eller butte tænder (se figur 1). Blosteret har har forlænget blomsterbund der, hvor blomterstilken har siddet (se figur 1). Blosterbladene er svagt kølede og krummer gerne nedad mod frugten. Frugterne er 1,2-1,4 mm i diameter og cirkulære i omkreds (se figur 3). Frøets overflade har et grubemønster, der et intermediær mellem grubemønsteret hos frø af Grøn Gåsefod og frø af Figenbladet Gåsefod.

Hybriden kendes fra Grøn Gåsefod på, at bladet er smallere, midterlappen på bladene er længere og bladene har færre tænder. Desuden er frøene lidt mindre. Frøene hos Grøn Gåsefod er 1,2-1,6 mm.

Fra Figenbladet Gåsefod kendes hybriden på at midterlappen er kortere og bliver gradvis smallere mod spidsen. Midterlappen på bladene hos Figenbladet Gåsefod har næsten parallelle sider. Frøene hos hybriden er lidt større end frøene hos Figenbladet Gåsefod. Frøene hos Figenbladet Gåsefod er 0,8-1,1 mm.

På figur 1 ses blade fra to ekseplarer af C. suecium til venstre (Nyboder), blade fra to hybrider mellem Figenbladet Gåsefod og Grøn Gåsefod (Islands Brygge hhv. Kongens Enghave), og blade fra to eksemplarer af Figenbladet Gåsefod (Nyboder). Det ses at Grøn gåsefod har bredere blade med flere bladtænder og med mindre udtalt midterlap end hybriden og Figenbladet Gåsefod.

På figur 2 ses Bloster fra et eksemplar af Grøn Gåsefod (Nyboder), to eksemplarer af hybriden mellem Figenbladet Gåsefod og Grøn Gåsefod (Islands Brygge hhv. Kongens Enghave), og fra et eksemplar af Figenbladet Gåsefod (Kongens Enghave). Det bemærkes at hybriden og Figenbladet Gåsefod har forlænget blomsterbund, hvor blomsterstilken har siddet. Desuden ses, at Grøn Gåsefod har kraftigere kølet bloster end hybriden og Figenbladet Gåsefod.

På figur 3 ses frugter/frø fra et eksemplar af Grøn Gåsefod (Nyboder), to eksemplarer af hybriden mellem Figenbladet Gåsefod og Grøn Gåsefod (Islands Brygge hhv. Kongens Enghave), og fra et eksemplar af Figenbladet Gåsefod (Kongens Enghave). Det bemærkes at hybriden har intermediær frøstørrelse.

Litteratur:

P. Uotila in: B. Jonsell (2001). Flora Nordica: Volume 2. Chenopodiaceae-Fumariaceae.


Foto: Figur 1 C suecicum hybrid C ficifolium

De senest indberettede arter i Naturbasen: