Velkommen til arkivet

Her finder du arkiverede artikler og forumtråde fra Naturbasens nu lukkede hjemmeside "Danmarks Fugle og Natur".

Du kan benytte det nye forum "Artsbestemmelse", hvis du har brug for hjælp til identifikation af dyr, planter eller svampe fundet i Danmark.

Opret ny artsbestemmelse

25. juni 2008

Tråd om glassværmere

Lad os lave en tråd for de som er særligt interesserede i de danske glassværmere (Sesiidae). Så kan vi mødes her og snakke glassværmere.

Først lidt generel info:

Glassværmerne er en lille familie af natsværmere, der dog udelukkende flyver om dagen. De ser ikke ud som andre natsommerfugle, men ligner mere bier eller hvepse. I Danmark er der fundet 15 arter.

I gamle dage fandt man kun glassværmerne ved at lede efter gamle flyvehuller i egnede værtsplanter tidligt om foråret. Så kunne man tage larver eller pupper med hjem og møjsommeligt prøve at klække dem. Desuden kunne man også lede efter voksne glassværmere, når de fløj til blomster om sommeren. Det var faktisk ret bøvlet og ineffektivt, så vi har derfor ikke ret mange observationer af glassværmere fra gamle dage.

Denne situation ændredes ved fremkomsten af feromoner til glassværmere. Feromoner er en efterligning af hunnernes lokkedufte og disse duftstoffer er støbt ind i en lille gummi prop, som kan bruges til at lokke hanner med i flere sæsoner. I 2007 bestilte nogle danske samlere hele sæt af feromoner til de danske glassværmere ved et fællesindkøb i England. Sæsonen druknede nærmest i regn, men alligevel blev der fundet temmelig mange glassværmere ved lokning. I år har mange flere samlere og fotografer fået fat i feromoner.

Man skal så sidde og vente ved de ophængte feromonpropper, hvilket er et stort tålmodighedsarbejde. Men i 2007 blev der også afprøvet en levende-fangende plastic fælde til feromoner. Resultaterne var rigtig gode, så i 2008 blev der bestilt ca. 75 fælder hjem fra Ungarn og fordelt mellem ca. 30 samlere og fotografer. Fælderne gør det muligt at undersøge mange flere lokaliteter.

Man kan følge fundene af alle glassværmere på F&N www.fugleognatur.dk/art2...

Man kan læse mere om glassværmere, feromoner og fælder www.sesiidae.dk/index.php...

Bemærk også at F&N nu har mange artsbeskrivelser med farveskitser af glassværmere i FELTHÅNDBOGEN. Målet er selvfølgelig at få beskrevet ALLE arterne, men vi mangler dog at indberette mindst ét fund af de sidste sjældne arter, før der kan oprettes en beskrivelse af dem.

Sæsonen er startet og nu venter jeg spændt på at høre, hvad I oplever med glassværmerne. Mvh Arne


De senest indberettede arter i Naturbasen: