Forum-arkiv

 Velkommen til arkivet

Her finder du arkiverede artikler og forumtråde fra Naturbasens nu lukkede hjemmeside "Danmarks Fugle og Natur".

Du kan benytte det nye forum "Artsbestemmelse", hvis du har brug for hjælp til identifikation af dyr, planter eller svampe fundet i Danmark.

Opret ny artsbestemmelse

9. september 2008

Plukning af sjældne svampe

Vi har rødlistede svampe I Danmark og dermed arter der både er sjældne og anses som truede i forskellig grad. Derimod har vi, så vidt jeg ved, ikke fredede svampearter eller en lovgivning der beskytter svampene.

Selvom der er relativt stor interesse for svampe i Danmark er jeg ikke stødt på et ”codex”, altså nogle skrevne eller uskrevne regler for god opførsel.

I Montenegro, hvor jeg arbejdede nogle år med at udarbejde landets ”national Forest Policy” har man fredede svampe, en lovgivning der (i princippet) beskytter disse svampe mod plukning og de fredede og sjældne svampe findes på store plancer på kontorer, i skolerne og så videre.

Montenegro, der er et lille land på størrelse med Sjælland, har en stor tradition for plukning og eksport af spisesvampe. Vi snakker om ca. 500 tons om året til en værdi af omkring 3.75 mill. kroner for samlerne.

Samlerne har et sæt regler, der f.eks. siger at man altid lader nogle svampe stå (undgår overplukning), herunder gamle individer og ikke skærer svampen af med kniv, men samler svampen med ”rod”. Afskæring anses dernede som potentielt skadeligt for myceliet neden under jorden. Til gengæld har de sjældne og fredede arter ingen interesse, hverken økonomisk, gastronomisk eller populærvidenskabeligt. Der er ikke en pendant til ”fugle & natur” dernede!

På ”Fugle & Natur” vil stort set foto i galleriet eller svampe ID spørgsmål involvere svampe der er plukket – herunder relativt sjældne eller rigtigt sjældne arter. Jeg forestiller mig, at det næppe har nogen betydning for arten som sådan, men så er der de sjældne eller relativt sjældne arter der er spiselige. Se f.eks. denne tråd

www.fugleognatur.dk...show_message

Søger man på "Blomkålssvamp opskrift" får man en hel del opskrifter fra danske sider. Er det i orden at plukke løs af Blomkålssvamp for at spise den? Jeg lader den selv stå, når jeg indimellem møder den. Opskrifterne på nettet indikerer at det er der andre der ikke gør. Måske skulle jeg istedet samle den?

Da jeg har boet i udlandet i mange år er det muligt at jeg tager fejl, men blev der ikke indført restriktioner mod indsamling af spisesvampe i nogle statsskove for nogle år siden? Med begrundelsen af overplukning udgjorde en trussel mod bestanden.

Umiddelbart har jeg svært ved at se at plukning af frugtlegemerne (svampene) kan influere bestanden. Blot een svamp vil producere millioner af sporer og myceliet lever videre under jorden. Eller er der noget om at plukning kan skade myceliet, altså f.eks. give adgang til andre svampe eller mikroorganismer, der ødelægger myceliet?

Jeg håber der er folk der vil komme på banen og ridse nogle basale regler op for ansvarlig og bæredygtig omgang med svampene – herunder de sjældne og truede.

Jens



Foto: Jens Lund Hansen

De senest indberettede arter i Naturbasen: