Forside» I samarbejde med Naturhistorisk Museum Aarhus Log ind | Opret profil | Hjælp
fyld
1. april 2020
 

Forum

Forumoversigt | Start ny tråd | Seneste tråde | Aktive tråde | Ubesvarede tråde | Retningslinjer


Side 3 af 3 - Gå til side 1 2 3

 << | Forrige side | 

Navn Forum -> Svampe og mykologi -> Seneste tråde | Aktive tråde | Ny tråd | Ubesvarede tråde

Finn Okkels
#20 Kommentar postet d. 27-04-17 kl. 17:30. Emne: Hvilken svamp
Hej Henrik.

Jeg tror der er rigtigt mange naturvenner, der er enige i din kommentar så jeg fik lyst til at skrive en længere kommentar.

Det er som om den gedigne og biologisk-faglige naturbeskyttelse er ved at forsvinde og i stedet har vi fået en femte kolonne af journalist- og universitetsuddannede landskabs-designere, natur-event- og projektmagere der af ren uvidenhed hærger naturområderne og som har gjort det til en levevej at pynte på og tivolisere naturen. Det hele udspringer af den meningsløse grundtanke: naturen skal gøres attraktiv!

Vi får mere af alt det vi kender fra byerne, medierne og forlystelsesparkerne: "natur"-cafeer midt i skoven, skilte med indlysende eller meningsløse anvisninger og forklaringer, trækfærger, gruslagte naturstier, skabt med motorsave og maskiner, sikre "natur"-legepladser - alt sammen noget der jo ikke er noget galt med i sig selv og kritiserer man den slags "goder" kan man selvfølgelig ikke vente opbakning fra ret mange.

Men ligesom det sker når andre invasive arter overtager naturbilledet og bliver dominerende, mister vi upåagtede naturværdier som kun de færreste er bevidste om, men som næsten alle mennesker ubevidst drages af. Det er sjovere at opdage en underlig og lidt mystisk plante i skovbunden og ikke ane hvad det er for en, end at læse på et skilt at det f.eks. er snylteplanten skælrod man står overfor. Vi får en masse hjælp og "goder", men opdager alt for sent hvad vi samtidigt mister.

Det sker tilmed i en fremmedgjort verden hvor den stilhed og eftertanke mange ubevidst opsøger naturen for at finde, er blevet en truet tilstand. Cafeer, mountainbike-baner i skovene og omdannelse af natur til plejede have- eller parklignende områder betragtes som noget dejligt trygt og udfordrer event-magernes "kreative" evner : event- og projektmagere, der i al deres fremmedgjorthed overfor naturens ubeskrevne værdier, tror de kan planlægge og designe natur. Måske vinder de ligefrem en pris for deres natur-design en dag. Men det er ikke natur og jeg tror ikke nogen rigtig bliver lykkelige af det ...

På et eller andet plan oplever jeg også disse ting og initiativer som udtryk for at de pågældende vil have kontrol og styre i en verden hvor de ikke rigtigt kan følge med. Kontrolfreaks.

Efter mine begreber burde projekt- og event-magerne gøre det modsatte : lade naturen og mangfoldigheden komme ind i byerne, haverne og parkerne, men desværre kan man ikke købe sig til den tilstand; mange tror vitterligt at med et endnu større (økologisk) forbrug vil de kunne købe og forbruge sig til en bæredygtig og naturlig verden.

Desværre har vild natur og det mange ubevidst værdsætter i naturen intet med forbrug, kontrol, planlægning og styring at gøre. Tværtimod.

Når jeg på den lokale ret øde skovstrand ser natur-kontrollanternes store blå metalskilte hvor der står at jeg befinder mig på et 400 meter langt stykke strand med fint hvidt sand med store kampesten i vandkanten må jeg konstatere at det er uomtvisteligt sandt, men hvad er meningen med den slags skilte? Eller skilte hvor det anføres at jeg befinder mig på et sted med panoramaudsigt? Jeg kan også få et færdigt-pakket grusbelagt stisystem, så jeg er 100% sikker på ikke at blive overrasket over noget. Måske trygt, men lidt tomt og deprimerende. Det er som om projekt- og skiltemagerne ikke regner med at befolkningen kan bruge synssansen og hovedet mv. De vil holde os i hånden på afstand - uanset om vi vil have det eller ej. Og det virker dejligt trygt - som med pædagogerne dengang i børnehaven ...

Endnu værre er det at disse projekt- og eventmagere med deres oprydning af vilde ufremkommelige naturområder stjæler eventyret (det uforudsigelige og vilde) ud af især børnenes verden og undertrykker børnenes og andre menneskers fantasi.

Våger nogle børn med eller uden forældre sjæle sig ind på et vildt naturområde i stil med det lillebitte område jeg her har beskrevet vil de hænge fast i tjørn og hunderoser, få blødende rifter, vand i støvlerne eller skoene, mudder og formuldede blade på tøjet, falde over kaprifolie- og vedbend-lianer, prøve at slynge sig i dem og falde ned, få ømme steder på kroppen af svirpende grene, gemme sig i rådyrenes hulgange, måske har de en kniv og mens ingen ser det, snitter de gammeldags grafitti i barken på et træ men svarer lettere skyldbetyngede "ikke noget" når nogen lidt væk råber hvad de laver, de vil måske frygte at de er blevet væk og være bange for om de kan finde hjem, men når de sidder i en naturlig hulelignende fordybning vil de få en underlig følelse af at være frie som de aldrig nogensinde vil glemme, men heller ikke kan forklare.

Det lille sted der måske snart bliver ryddet vil give dem en oplevelse af de store for livet. Den slags er grundlaget for lykkefølelse.

Det er på sin vis eventyret og følelsen af lykke der står på spil, men heldigvis kan vi få tilskud til en terapeut eller livsstilskonsulent når dagligdagen bliver alt for grå.

Tak for dine fine kommentarer og forslag.

Jeg kontakter Botanisk Forening og sender dem linket.

Venlig hilsen

Finn

Besvar | Kommentér

Side 3 af 3 - Gå til side 1 2 3

 << | Forrige side | 




Email notificering
Du modtager en e-mail når dit indlæg besvares

Naturbasen ID

Kan du hjælpe med at bestemme arten herunder og færdigøre observationen?



Klik på billedet for mere information





Klik her for avanceret søgning i observationerne


Om www.fugleognatur.dk | Indhold | Vilkår | Kvalitetssikring | Hjælp | Retningslinier | Ordforklaring | Persondatapolitik | Translator