Forum-arkiv

 Velkommen til arkivet

Her finder du arkiverede artikler og forumtråde fra Naturbasens nu lukkede hjemmeside "Danmarks Fugle og Natur".

Du kan benytte det nye forum "Artsbestemmelse", hvis du har brug for hjælp til identifikation af dyr, planter eller svampe fundet i Danmark.

Opret ny artsbestemmelse

23. november 2006

Danmark får sin første sommerfugleskov

Røde ordensbånd, gaffelhaler, sørgekåber og iriser. Det er blot nogle af de danske sommerfuglearter, der går en lysere fremtid i møde. Skov- og Naturstyrelsen er nemlig gået i gang med at etablere en særlig sommerfugleskov, som er den første af sin slags i Danmark. Et 0,7 hektar stort skovområde syd for Ulvshale på Møn. De første 1.500 træer er netop blevet plantet.

"Ja, mange tror jo ikke deres egne ører, når de hører om det her. Men den er skam god nok. Der er faktisk tale om en skov, som er specielt indrettet til sommerfugle. Vi vil gerne skabe en så varieret natur i Danmark som muligt, og her kommer sommer-fugleskoven ind i billedet. Ved at plante nogle særlige træarter kan vi skabe bedre forhold for nogle af de sommerfuglearter, der ellers ikke tilgodeses", forklarer skovfoged Stefan Skov fra Skov- og Naturstyrelsen.

En stor del af de nye træer er bævreasp. Det er nemlig en træart, som kommer mange sommerfuglearter til gode – både med hensyn til at finde føde og formere sig.

Der er også plantet sejlepile og stilkege, som ligeledes er en gevinst for mange arter. Effekten i form af flere sommerfugle vil efter alt at dømme kunne ses i løbet af få år, da der er tale om hurtigtvoksende træarter.

Skov- og Naturstyrelsen har arbejdet tæt sammen med Lepidopterologisk Forening om projektet. Knapt 20 medlemmer fra sommerfugleforeningen deltog i arbejdet med at plante de nye træer.

"Vi har haft stor glæde af samarbejdet. Foreningen, der har en virkelig stor viden på området, er selv kommet med forslag til, hvordan vi skulle indrette skoven. Og vi har fulgt alle deres råd, bl.a. med hensyn til selve beliggenheden af skoven", fortæller Stefan Skov.

Der kan læses mere om projektet på: www.skovognatur.dk...Danmarks_sommerfugleskov



Foto: Jan Fischer Rasmussen

De senest indberettede arter i Naturbasen: