Forum-arkiv

 Velkommen til arkivet

Her finder du arkiverede artikler og forumtråde fra Naturbasens nu lukkede hjemmeside "Danmarks Fugle og Natur".

Du kan benytte det nye forum "Artsbestemmelse", hvis du har brug for hjælp til identifikation af dyr, planter eller svampe fundet i Danmark.

Opret ny artsbestemmelse

9. februar 2017

Fladormen Marionfyfea adventor (Jones & Sluys, 2016) - ny art for Danmark

D.19.1.2017 fandt jeg i min have i Malling (nær Århus) en ganske lille, tynd orm på undersiden af en barkflage, der lå på jorden. Ormen havde trukket sig sammen og var i denne tilstand nok en 5-6 mm lang. Den så absolut uspændende ud - set med det blotte øje forekom den nærmest regnormeagtigt kødfarvet, og dermed slut. Det var lige før, jeg ikke engang gad fotografere den, for jeg interesserer mig normalt ikke voldsomt for orme og ved heller ikke rigtigt noget om dem. Et enkelt noget halvhjertet billede blev det dog til, inden jeg fortsatte med at lede under barkflagerne - især efter springhaler, der nemlig ofte gemmer sig netop dér.

Det var først efter at være kommet indendørs igen, at jeg overhovedet kiggede på mit foto af ormen, og så kunne jeg jo godt se, at den faktisk havde et ganske flot mønster, som jeg ikke engang havde opdaget i kameraets søger, dengang jeg tog billedet. Sådan en uventet fin orm blev jeg nu alligevel nødt til at spørge om i Forum www.fugleognatur.dk...show_message Dér blev den af Werner Meng bestemt til formentlig at være Marionfyfea adventor, en art fladorm, som først skulle være dukket op i England og beskrevet af videnskaben for ganske nylig. Werner rådede mig til at kontakte fladormeeksperten Hugh Jones i England angående fundet; det er nemlig ham, der sammen med en anden forsker for første gang har beskrevet og navngivet arten.

Det kostede en del besvær at nå dertil, men endelig lykkedes det mig da at få kontakt med Hugh Jones. Efter at have set mit foto kunne han med det samme bekræfte, at det med sikkerhed drejede sig om arten Marionfyfea adventor. Dens mønstrede udseende er åbenbart så specielt, at det ligefrem må kunne betegnes som artskarakteristisk.

Arten Marionfyfea adventor er for første gang beskrevet og navngivet i 2016 af Hugh Jones & Ronald Sluys. Arten menes at hidrøre fra området omkring New Zealand, hvor den eneste anden kendte art i slægten Marionfyfea lever. M. adventor er siden 2003 fundet i flere europæiske lande (UK, Holland, Frankrig og Tyskland) og menes at være indslæbt her til kontinentet med havebrugsprodukter. Den voksne orm angives som værende ca. 10 mm lang og 1 mm tyk i udstrakt tilstand, mens den i sammentrukket tilstand typisk er omkring 5 mm lang og 1.5 mm tyk. Man kender stort set intet til dens biologi endnu, og faktisk er den indtil videre KUN fundet i ovennævnte fire nordvesteuropæiske lande (samt nu også Danmark) - og altså ikke i New Zealand, hvor den ellers menes at måtte stamme fra.

Udfra artikel- og andet materiale, som jeg har fået tilsendt af Hugh Jones, mener jeg at kunne forstå, at mit fund udgør det kun 17. fund af arten på verdensbasis. Det er lidt vildt at tænke på!



Foto: Elisabeth Siegel

De senest indberettede arter i Naturbasen: