Forum-arkiv

 Velkommen til arkivet

Her finder du arkiverede artikler og forumtråde fra Naturbasens nu lukkede hjemmeside "Danmarks Fugle og Natur".

Du kan benytte det nye forum "Artsbestemmelse", hvis du har brug for hjælp til identifikation af dyr, planter eller svampe fundet i Danmark.

Opret ny artsbestemmelse

30. juli 2020

Hammerschmidtia ferruginea ( Fallén, 1817) - Ny svirreflueart i Danmark.

Den 8. juni fandt Ole Bidstrup en han ved død bævreasp på Klevadsengen i Region Hovedstaden, www.naturbasen.dk...hammerschmidtia-ferruginea.

Den 27.juni fandt Ruth Ahlburg en han af arten på Stålehøj, Bornholm på blomstrende skvalderkål på fugtig eng, der delvist er groet i skov, grænsende op til større areal med urørt, privat skov. Frem til og med 8. juli fandt hun op til 3 eksemplarer dagligt, mindst 4 eksemplarer i alt, inklusiv mindst 1 hun. I området er der en del bævreasp, også ældre træer.

www.fugleognatur.dk...show_message

Fluen hører under slægten Hammerschmidtia, og er eneste art af slægten i Norden, den har holarktisk udbredning. Der er yderligere 2 arter i slægten.

I Amerika regnes den for en underslægt til Brachyopa.

Hammerschmidtia ferruginea er 10-12 mm. lang, minder om en Brachyopa, men større, med langstrakt bagkrop, for- og især baglår opsvulmede. Vingerne går ikke langt forbi bagkropsspidsen som hos Brachyopa og ribbemønstret er anderledes. Hovedet minder meget om en Brachyopa. Fluen er rødbrun med mørke og lyse områder, og den bliver mørkere med alderen. Den minder en del om visse kærfluer og buskfluer af udseende. Se evt Nationalnycklens beskrivelse af arten.

Den yngler næsten udelukkende i død bævreasp over en vis størrelse. Grene/stammer skal være over 25-30 cm. i diameter. Fluerne tiltrækkes af lugten af den våde, gærende væksthinde (kambium) mellem grov bark og ved. Kønnene mødes på det døde træ, hunnerne lægger æg i kambium gennem sprækker i barken. Larver og pupper opholder sig i den flydende masse. Der kan yngles i det samme stykke død bævreasp gennem nogle år, når der er ophobet tilstrækkelig gærende saft under barken 1,5 – 2 år efter træet/grenen er faldet - indtil det tørrer ud og barken falde af. Fluen kan også yngle i sårede bævreaspe med saftflåd, men det skulle være mindre ” givtigt”, men saften kan flyde i mange år. Forpupningen sker i forsommeren, og fluen flyver fra (maj?)juni ind i juli.

Arten flyver sjældent langt, oftest mindre end en km. fra, hvor den klækket, op til 5 km. er dog observeret.

Forekomsten er meget svingende, hvor den forefindes, da den er afhængig af muligheden for at finde egnet ynglested. Den er derfor sårbar overfor fragmentering af levesteder/store afstande mellem bestande af bævreasp.

Og måske noget, man forvaltningsmæssigt skal varetage, så arten sikres levesteder her i landet.

Hammerschmidtia ferruginea regnes som sjælden hvor den forekommer, kan dog optræde talrig under gunstige omstændigheder.

I Skandinavien er den ret udbredt i Sverige og Finland samt den sydlige del af Norge. Den findes fra Skotland og mod syd til det nordlige Frankrig, og mod øst gennem Tyskland til Rumænien og videre gennem Sibirien til Stillehavet samt i store områder af Nordamerika.

Det er påfaldende at vi begge finder arten i hver sin landsdel. Er det så fordi, den har været her længe, men hidtil har formået at gå under radaren ved sin levevis og sjældenhed, men nu i år har en god sæson, så der er mange nu? 

Vi vil gerne opfordre til at skåne levestederne og undlade at skrælle barken af træerne, de lever på. Døde træer kan jo ikke fredes.

Og gerne åbne for ideer til hvilke myndigheder, der evt skal inddrages i forvaltningen af artens levesteder.

Hammerschmidtia synes vi er et herligt navn, men den skal jo have et dansk navn, så vores forslag er at kalde den Bævreasp-Svirreflue.

Her link til nogle interessante artikler om arten og forvaltningen af dens levesteder.

www.researchgate.net...227317706_The_conservation_requirements_of_an_endangered_hoverfly_Hammerschmidtia_ferruginea_Diptera_Syrphidae_in_the_British_Isles

www.nature.scot/information-note-aspen-hoverfly-h-ferruginea

literatur: Nationalnycken: Tvåvinger: Blomflugor

Ole Bidstrup og Ruth Ahlburg



Foto: Ole Bidstrup

De senest indberettede arter i Naturbasen: