|
|
|
Er vi alene i universet?
Er der liv andre steder i universet, eller er det svineheld kombineret med de helt rette betingelser, at det myldrer med liv her på Jorden? Er resten af universet bare et kæmpestort goldt og øde rum, hvor der flyver en masse planeter, stjerner og galakser rundt? Er vi alene? Denne artikel kommer ikke til at give svaret, men lad os se nærmere på nogle af de indikationer, der er på, om vi er alene eller ej. Livet på jorden er kulstofbaseret og var til stede allerede ca. 700 millioner år efter planeten blev dannet. Her skal man forestille sig et scenario af voldsomme meteornedslag, kraftige vulkanudbrud og en giftig meget svovlholdig atmosfære. I løbet af de 700 millioner år stabiliseres atmosfæren, meteorregnen tager af og der dannes flydende vand på overfladen. I den meget korte version, kan man sige at, i relativt komplicerede kemiske reaktioner begyndte bl.a. aminosyrer og proteiner at danne mere komplekse strukturer, der endte med at blive til de første primitive organismer på jorden. Noget af det, vi altså kan bruge som indikator på, at byggestenene til liv, aminosyrerne, dannes andre steder i universet, er hvis vi kan finde dem i nedfaldne meteorer. Og det kan vi! I en meget berømt såkaldt kulholdig chondrit, der faldt ned i Australien i 1969, fandt man ikke mindre end 18 forskellige aminosyrer ved hjælp af massespektrometri. Vi ved altså, at aminosyrer dannes naturligt, hvor betingelserne er til stede og at de kan være byggestenene til organisk liv, som de efter alt at dømme været på jorden. Vi ved også, at der er ufattelige mængder af stjerner med ufattelige mængder af planeter derude. Langt de fleste er helt sikkert uden antydningen af liv, f.eks. på grund af for mange soludbrud eller simpelthen fordi de er for tæt på eller for langt væk fra solen. Undertegnede har lavet et løseligt bud på det forventede antal planeter i universet baseret på tal fra NASA og er kommet frem til 66 x 10 i 44´te potens. Det er et meget stort tal, så uagtet, at de allerfleste af planeterne helt sikkert er alt for ugæstfri til, at der kan være liv i nogen form på dem, er der stadigvæk rigeligt at tage af. Ud af så mange må mindst nogle millioner af dem opfylde nogle af de kriterier, vi regner med skal være opfyldt. Det er bl.a.: Den rigtige afstand til den stjerne, de er i kredsløb om. At stjernen er rimeligt stabil At der ikke er andre ustabile stjerner i nærheden Vand i flydende form Aminosyrer Osv. Betragter man problemet rent biokemisk/matematisk kan der ikke være meget tvivl om, at det myldrer med liv alle mulige steder i universet. Hvorfor har vi ikke opdaget dem? Det kan der være mange grunde til. Afstandene i universet er meget store, så sandsynligheden for, at en meteor en dag skulle dumpe ned på jorden indeholdende et fossil af en ”alien” fra en anden planet er forsvindende lille, også selvom vi antager, at der stort set er en planet med liv på i hvert eneste solsystem i universet. Afstandene er også så store, at vi på ingen måde er i nærheden af at beherske den teknologi, der skal til for at sende noget eller nogen af sted for at lede efter liv udenfor vores eget solsystem. Redningsplanken kunne være intelligent liv på andre planeter. En livsform, der er så intelligent, at de, lidt på samme måde som os, kan kommunikere ved hjælp af radiobølger. Radiobølger rejser med lysets hastighed, og selv meget svage signaler burde kunne opfanges på jorden. Mennesket har udsendt radiosignaler i ca. 60 år nu, så vores signaler er nået 60 lysår ud i universet. Lyset rejser med 300.000 km/sek så hvis vi ganger lidt, får vi at et lysår er lig med 9,5 billioner km. Ganges det med 60, får vi at vores radiosignaler er nået ca. 5,6 x 10 i 14ende potens km ud i universet. Det lyder af meget, men signalerne er ikke en gang nået ud af vores egen galakse endnu, så medmindre der er intelligent liv relativt tæt på os, har de ikke hørt os endnu! Er de der og har de hørt os for nylig, skal vi vente 40-50 år på svaret. Kriterierne for forventninger om intelligent liv er strammet gevaldigt i forhold til, hvis vi bare satser på at finde ”liv” i en eller anden form! Lad os tage et kig på Drakes Lov: N = R x fp x ne x fl x fi x fc x l N: er det vi leder efter, altså antallet af civilisationer i Mælkevejen, der udsender signaler vi kan opfange R: Dannelseshastigheden for stjerner, der understøtter udviklingen af intelligent liv Fp: Fraktionen af disse stjerner, der har planeter Ne: Antallet af planeter pr. solsystem, med et miljø der understøtter liv. Fl: Fraktionen af disse planeter, hvor der rent faktisk er liv. Fi: Fraktionen af disse, hvor der er intelligent liv Fc: Mængden af civilisationer, der har udviklet en teknologi, der udsender noget, der kan opfanges af os. L: Den tidslige (temporale) udstrækning, denne udsendelse vil finde sted, eller på almindeligt dansk: hvor længe civilisationen eksisterer. Bump! Så kom der pludselig, nogle meget specifikke krav på bordet, hvor man ikke bare kan dække sig ind under, at der jo er rigeligt med planeter at tage af, fordi: R, fp og ne kan vi komme med et kvalificeret, om end unøjagtigt bud på. Fl har vi ikke kunnet påvise indtil nu, så fi, fc og l må nødvendigvis blive det rene gætteri, så i nærmeste fremtid kommer vi ikke i nærheden af en fornuftig udregning af N. Det er der for så vidt heller ingen, der prøver på, men der lyttes, bl.a. hos SETI, for det kunne jo være vi opfangede noget. Er der overhovedet basis for at tro, der er intelligent liv andre steder i universet? Her driller især fi gevaldigt, både evolutionært og filosofisk. At en planet udvikler liv og i løbet af nogle millioner år måske meget avancerede livsformer, er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at dette avancerede liv ultimativt vil udvikle intelligens. Evolutionært er der intet der understøtter, at avancerede livsformer nødvendigvis skal eller vil udvikle intelligens over tid. Der er ingen lovmæssighed, der støtter det, men selvfølgelig heller ikke noget til hinder for, at det sker hist og her. Det er jo sket på Jorden. Hvor lang tid tager det at udvikle intelligens? Universet er ca. 15 mia. år gammelt, jorden 4,5 mia. Fra Jorden blev dannet til der udviklede sig liv, gik der ca. 0,7 mia. år og derefter yderligere 3,8 mia. år inden vi begyndte at sende radiosignaler og flyve til Månen osv. De ældste nogenlunde stabile solsystemer kan næppe være meget ældre end 8-10 mia. år, hvilket umiddelbart giver rigelig margin til at intelligens kan have udviklet sig, også selvom det måske har taget et par mia. år længere, end det gjorde her. Problemet her er, at jo større tidsspand vi forestiller os en given civilisation skulle have haft, jo mindre er sandsynligheden for at finde en, hvis omgivelser har været stabile i hele perioden. F.eks. ved vi, at om ca. 4 mia. år er det slut med livet her på jorden. Hvis ikke alt muligt andet har udryddet os inden da, vil Solen begynde at udvide sig så meget, at den til sidst opsluger Jorden. Sådan opfører stjernerne sig alle mulige steder, når de begynder at løbe tør for brændstof, så alene af den grund, har en planet med liv på også en begrænset tidsmæssig udbredelse. Denne korte artikel giver på ingen måde et udtømmende billede af - endsige svar på - om der er liv på andre planeter. Den opridser nogle få af de faktorer, der er med i det store regnestykke, vi så gerne vil have løst. Kilder: Schopf, J., W.; 1992: Major Events in the History of Life. Ed.: J. William Schopf. Jones and Bartlett Publishers, Inc. 190 pp. Dansk Rumcenter: www.rumcenter.dk NASA: www.nasa.gov SETI: www.seti.org |
Denne tråd stammer fra vores forum-arkiv og kan derfor ikke besvares.
Du kan i stedet få hjælp til identifikation af dyr, planter og svampe ved at oprette en artsbestemmelse.