|
|
|
Hold øje med isslørvingen Capnia bifrons i februar
Allerede i februar begynder der at komme liv ved skovens bække: Det er slørvingen Capnia bifrons, som kravler op fra bækkens kolde vand, hvor den har levet som larve mellem de døde blade i bækken siden foråret. Man kan se den kravle på bækkens is, og skovbundens sne. Så is-slørvingen er vel et passende, dansk navn for arten. Søger man på den rigtige tid, og ved de rigtige steder, er der spændende oplevelser at hente ved bækken. Den rigtige tid er februar. Det er sjovest en solskinsdag, men der sker også meget om natten. (Men husk, at man kun må komme i private skove om dagen). Is-slørvingerne er naturligvis lettest at se på sne, men ser man godt efter, kan man også finde dem på de visne blade og grene. Det rigtige sted er en skovbæk, både de stejle bække i bakkerne, og de mere flade på skovengene. Mest almindelig er is-slørvingen ved de østjyske skovbække (fx Tjærbækken v Langå), men de er også at finde på Fyn (bl.a. i Puge Mølleå) og på Sjælland (bl.a. i Suserup Å og Elverdam Å oplandet). Den er værd at se efter andre steder også. Den kan udmærket være overset, da de færreste har ledt efter insekter ved skovbække i februar. Det siger sig selv, at is-slørvingerne er lettest at få øje på, når der er is og sne. Her kan se de mørke insekter på den hvide sne. Hannerne, der mangler vinger, løber rundt på isen og sneen lige ved bækkens kant, på udkik efter hunner, der har vinger. Man se dem tage fat i en hun, der lige har forladt vandet og knap nok er hærdet, efter at være sluppet ud af larvehuden. Slipper en nyklækket hun forbi de ivrige hanner, søger hun ly under visne blade, indtil den tynde, lyse hud er hærdet. Andre hanner sidder på visne blade, grene og tørre plantestængler. Kigger man godt efter, kan man se, at de slår rytmisk med bagkroppen mod underlaget. Og hører man rimeligt godt, kan man måske høre en trommelyd. Man kan også, forsigtigt, med en pincet, tage nogle slørvinger og sætte ned i en papkasse. Trommer de her, og det gør de som regel, så forstærkes lyden. Hannerne trommer for at score en parringsmoden hun. Og svaret fra en beredt hun er også en trommelyd. Begge har det samme morsesignal: Ca. 6 slag i sekundet. I hvert tilfælde i bækkene i Frijsenborgskovene vest for Århus. Det er ikke usandsynligt, at is-slørvingerne på Sjælland har en anden rytme, eller dialekt. Fx har den samme art i det mellemste Tyskland en rytme, der er ca. 10 gange hurtigere. Her er et rigt felt for nye dialektundersøgelser. Og det turde jo være en overkommelig sag med det lydudstyr, der i dag er næsten hvermands eje. Når hannen har befrugtet hunnen, kan den udføre en mærkelig, rituel dans, omkring hunnen. Ellers er hannens rolle udspillet. Hunnen, derimod, skal forsyne sig med føde fra alger, laver og andet spiseligt de næste to til tre uger, hvor æggene, mellem 200 og 300, bliver udviklet, eller snarere udruget. For som den eneste slørvinge beholder den æggene, til larverne er fuldt udviklede. Så vender den tilbage til bækken med den nye generation. De små larver, der endnu ligger i æggeskallen, presses ud i vandet. Strømmen hvirvler dem af sted, inden de ender et sted, hvor der er læ. Larverne er hurtigt ude af hylsteret, og de finder så hurtigt ind i de mange små hulrum i bækkens bund. Hernede vokser de så i løbet af året op til fuldvoksne larver, der næste februar er klar til at gå på land. Larverne er cylindriske som Leuctra-arterne. Hos Leuctra er hver af de 5 sidste bagkropsled omgivet at en ubrudt ring. Hos Capnia er bugdelen (sternum) og rygdelen (tergum) skilt. Men der kan undervejs i larvelivet komme pauser, fx hvis bækken tørrer ud om sommeren. Så kravler larverne dybere ned i bækkens bund og går i en dvaletilstand, indtil vandet igen løber i den tørre bæk. |
Denne tråd stammer fra vores forum-arkiv og kan derfor ikke besvares.
Du kan i stedet få hjælp til identifikation af dyr, planter og svampe ved at oprette en artsbestemmelse.