Forum-arkiv

 Velkommen til arkivet

Her finder du arkiverede artikler og forumtråde fra Naturbasens nu lukkede hjemmeside "Danmarks Fugle og Natur".

Du kan benytte det nye forum "Artsbestemmelse", hvis du har brug for hjælp til identifikation af dyr, planter eller svampe fundet i Danmark.

Opret ny artsbestemmelse

20. august 2011

Indførte vedplanter - skal/skal ikke obses?

Nedenstående skal betragtes som et oplæg til debat, hvor jeg meget gerne vil høre andres synspunkter for at blive klogere, og måske endda skifte mening.

Jeg mener, at vedplanter, som er indført til Danmark ”med vilje”, og som er etablerede udenfor parker, haver og andre ”velfriserede” arealer, helt klart skal obses på F&N.

Med ”etablerede” mener jeg i den forstand, som Flora Nordica definerer dette ord i forhold til vedplanter: Et taxon bliver betragtet som etableret i en landsdel, hvis mindst én forekomst imødekommer følgende kriterium: to successive generationer skal være dannet ved frøformering, eller der skal have fundet kraftig vegetativ formering sted gennem mere end 30 år.

Faktisk obser jeg enhver vedplante, som bare er i stand til at så sig selv uanset om den er første-generation. Så her stiller jeg mindre krav end Flora Nordica gør.

M.h.t. vegetativt formerede vedplanter er jeg til gengæld helt på linje med Flora Nordica.

I går aftes fandt jeg en bestand af Kaukasisk Vingevalnød, som jeg ved et genbesøg i dagslys konstaterede opfyldte kravene til etablering m.h.t. vegetativ formering www.fugleognatur.dk...obsintro...

- - - - - - - - - -

Her kommer en beskrivelse af lokaliteten for Kaukasisk Vingevalnød og de øvrige vedplanter, som jeg vil nævne senere i dette indlæg:

Der er tale om et lille hjørne af Feldskov ved Sorø, hvor Botanisk Have på et tidspunkt har stået for driften af et arboret. Om dette stadig er tilfældet skal jeg ikke kunne sige, men i dag har stedet skovpræg, og det er et stort sammenvokset vildnis i den vestlige del af arealet, hvor jeg har fundet alle de i indlægget omtalte træer. I den østlige del af arealet stødte jeg på nogle velholdte plænearealer, hvor der blandt andet var opsat en gynge. da jeg tolkede dette som privat areal holdt jeg mig væk, men hjemme igen kan jeg på driftskortet for skoven se, at arealet, hvor en stor del er plæneagtigt, også er en del af arboretet. Jeg har dog ikke Botanisk Have mistænkt for at slå græs eller sætte gynger op, så der er nok tale om ”anden aktivitet”, der ikke vedrører driften af arboretet. Konklusion: Den del af arealet, hvori jeg har fundet Kaukasisk Vingevalnød og de øvrige vedplanter, kan beskrives som ”et uplejet tidligere arboret, der er blevet til udrevet skov.”

- - - - - - - - - -

På arealet har jeg fundet to meget gamle (og helt sikkert plantede) individer af vedplante-arter, der tidligere er obset på F&N fra andre steder i landet:

Hjertetræ (Cercidiphyllum japonicum) og Tyrkisk Eg (Quercus cerris)

Disse arter vil jeg holde nøje udkig efter selvsåede individer af, da ovennævnte observationer beror på sikker observation af selvsåning for første arts vedkommende og formodet selvsåning for sidstnævnte arts vedkommende. Det skulle på ovennævnte baggrund være meget mærkeligt, om jeg ikke kan finde selvsåede individer, når jeg minutiøst gennemtrawler området en dag, hvor jeg har tid til dette.

- - - - - - - - -

På arealet har jeg fundet en art, som måske har sået sig selv: Græsk Røn (Sorbus graeca) www.fugleognatur.dk...show_message

Her kræves der lidt ekstra feltarbejde og granskning af diverse bestemmelsesnøgler (eller måske kommer en anden her fra F&N mig til hjælp!), og der kan let gå 10 måneder, før jeg med sikkerhed har fået artsbestemt det selvsåede individ.

- - - - - - - - - -

Herudover har jeg under dagens noget sporadiske og tidsbegrænsede delvise gennemgang af arealet fundet 100-årige kæmper af følgende vedplanterarter, hvoraf nogle burde være i stand til at spredes med frø efterhånden, som den globale opvarmning mere og mere sætter sit præg på det danske landskab:

Sølv-Lind (Tilia petiolaris)

Russisk Løn (Acer tataricum)
(Dog ingen kæmpe her, bare gammel)

Bitter Hikkoritræ (Carya cordiformis)

Sort Valnød (Juglans nigra)

Almindelig Humlebøg (Ostrya carpinifolia)
www.fugleognatur.dk...show_message

- - - - - - - - - - -

Det jeg gerne ville sætte til debat er:

1. Er andre enige i, at Kaukasisk Vingevalnød bør obses for dette voksested, som jeg har gjort det? Hvis man ikke er enig, hvad er begrundelsen for dette?

2. Jeg synes, det ville være rimeligt, at man også kunne obse plantede (frøsættende) vedplanter i skov, krat og mose samt, hvor parker og haver går over i disse biotoper. Min begrundelse er, at efterhånden som virkningerne af den globale opvarmning sætter ind, så vil visse vedplanter i en glidende overgang blive i stand til at foretage selvsåning. Når dette begynder at ske for en given arts vedkommende, så vil det være ”smart”, at man allerede kender denne arts ”plantede” udbredelse.

Sådanne obser kunne for min skyld meget gerne blive markeret med gule pletter eller en anden farve, der ikke fortrænger de udbredelsespletter, der p.t. anvendes på F&Ns udbredelseskort.

3. Er der andre vigtigere eller lige så vigtige problemstillinger inden for feltet, som jeg har overset?

hilsen John

PS: Billedet herunder er af Bitter Hikkori fra det beskrevne voksested, hvor den vokser ud til banelegemet mellem København og Korsør.


Foto: John Holst

De senest indberettede arter i Naturbasen: