Forum-arkiv

 Velkommen til arkivet

Her finder du arkiverede artikler og forumtråde fra Naturbasens nu lukkede hjemmeside "Danmarks Fugle og Natur".

Du kan benytte det nye forum "Artsbestemmelse", hvis du har brug for hjælp til identifikation af dyr, planter eller svampe fundet i Danmark.

Opret ny artsbestemmelse

19. maj 2012

Opgravning af den fredede og stærkt truede orkide Flueblomst.

I går var Allen Haagensen og jeg en tur i Allindelille Fredskov, for at se hvordan Flueblomst har det. På dens voksested er der sat bambuspinde med rødmalet top ved de enkelte planter. Pindene er sat der, for at de folk som går uden for stierne, trods færdselsforbudet, har en chance for at se planterne, inden de træder på dem.

Sidste år var der ca. 92 planter, hvoraf 46 i blomst. Af dem var der 3 som var trampet ned, nogle var spist, men størstedelen nåede at få frugter og smide deres frø. At det ikke gik værre, tilskriver jeg de rødmalede pinde. I de foregående år, hvor planterne ikke var markeret, blev adskillige trampet ned, både vegetative som blomstrende. Således at der nogle år ikke var en eneste plante, som nåede at smide deres frø.

I går var der 3 planter, som var forsvundet, angivelig spist af snegle - men værre var det, der vi fandt 3 tydeligt gravede huller lige ved siden af markeringspindene (se foto). Et andet sted, uden markeringspinde, var der gravet 2 planter op. Opgravningerne er højt sandsynlig foretaget af 2 uafhængige personer, da hullerne det ene sted på ingen måde var prøvet at skjule efter ugerningen. På det andet sted var hullerne dækket til igen. På det andet sted var det da også kun, fordi Allan vidste præcis hvor den ene plante skulle stå (ved siden af en kodriver), at vi kunne se en lavning udpege hullet, som tydeligt kunne mærkes ved at stikke en pind ca. 10 cm ned i den løse jord (omkring hullet var jorden fast). Det andet hul fandt jeg, da jeg søgte efter nye planter, ved at jorden lå smuldret på et lille område, og blev bekræftet med en pind som med lethed gik ned i jorden.

Vi er nogle frivillige, som gør en kæmpe stor, og arbejdskrævende, indsats i skoven for at få noget af den svindende flora og fauna tilbage. Derfor synes jeg det er manglende respekt og hensynsløst at grave planterne op - men også for artens overlevelsesmuligheder er det utilgiveligt.

Jeg er meget vred og skuffet, over at der stadigvæk findes den slags uansvarlige og hensynsløse idioter. I skulle skamme jer. Hvis I læser dette, vil jeg straks opfordre jer til at sætte planterne på plads igen. Medmindre I ved utroligt meget om dyrkning af orkideer, er der meget ringe chance for at planterne overhoved overlever i jeres haver, da de SKAL have helt specielle leveforhold, hvad der også bekræftes af dens ringe udbredelse i Danmark.

Da jeg i 2011 besluttede at sætte bambuspindene ved planterne, var det som at vælge mellem pest eller kolera. På den ene side ville en stor andel af planterne, med garanti, blive trampet ned, hvis der ikke blev sat pinde ved. På den anden side, med pindene, er der stor chance for, at der vil blive gravet planter op, da de jo er lige til at gå til. Medmindre opgravningen tiltager, er jeg dog stadigvæk af den overbevisning, at pindene på sigt vil gavne Flueblomst, da der trods alt bliver produceret langt flere frø, når planterne ikke beskadiges - så må vi prøve at leve med, at de i ny og næ, bliver opgravet nogle planter.

Er der nogen der har forslag til en bedre beskyttelse?

Hilsen Jimmy


Foto: J. Lassen

De senest indberettede arter i Naturbasen: