Forum-arkiv

 Velkommen til arkivet

Her finder du arkiverede artikler og forumtråde fra Naturbasens nu lukkede hjemmeside "Danmarks Fugle og Natur".

Du kan benytte det nye forum "Artsbestemmelse", hvis du har brug for hjælp til identifikation af dyr, planter eller svampe fundet i Danmark.

Opret ny artsbestemmelse

28. juni 2012

Mystisk lille ugle-oplevelse

Jeg besøger mine forældre i sommerhuset ved Hulsig for tiden. Min mor har længe villet vise mig filmen "Der Untergang", og jeg har en lille baby på 5 måneder. De fakta skulle lige på plads først! :-)

I går så vi altså endelig filmen, med en del afbrydelser, fordi min baby vågnede. Min far gik i seng, klokken var nær midnat. Jeg sad ved vinduet. Et par gange så jeg en fugl stryge forbi udenfor vinduet. Der er natravn på heden heroppe - vi har før mødt den på grunden - da det kun var bevægelsen jeg så, tænkte jeg, om det kunne være den.

Så pludselig bevægede grenene på bjergfyrren sig udenfor vinduet. Jeg så ud. En lille kompakt ugle kom flyvende ud i tæt forfølgelse af en lille fugl: Det så ud som når en gråspurv jager et møl. De for rundt i luften et par sekunder, og forsvandt så over i et andet fyrrekrat. Hvis fuglen var en bogfinke eller gulspurv, anslog jeg uglen til at være skovskadestor. Ikke langvinget som mosehornugle, og langt mindre. Men... der bor også sort- og topmejser i samme krat.

Altså: Jeg ville ikke være bekendt at afbryde filmen igen. Jeg VED nogle her vil stemple mig som en håbløst elendig ornitolog, men jeg holder nu engang også af min mor, selvom hun ikke har fjer. Efter filmen gik jeg ud på grunden: Uglen fløj rundt og kaldte kontinuerligt imens. "huuit---huuit---huiit---huit", som en luftig fløjten. Jeg gik efter lyden, der flyttede sig, og var ind imellem tæt på (fornemmede jeg), men så den ikke igen. Klokken var over midnat, min baby lå alene derinde, jeg var nødt til at gå ind.

Så jeg gik i seng på en uopklaret ugle. Her til morgen har jeg lyttet på xeno-canto, og lyder ligner mest spurveugle, "call B" / "female call".

Meninger/alternativer/begejstringsudbrud modtages med glæde. Jeg leder igen i aften!

:-)


De senest indberettede arter i Naturbasen: