Forum-arkiv

 Velkommen til arkivet

Her finder du arkiverede artikler og forumtråde fra Naturbasens nu lukkede hjemmeside "Danmarks Fugle og Natur".

Du kan benytte det nye forum "Artsbestemmelse", hvis du har brug for hjælp til identifikation af dyr, planter eller svampe fundet i Danmark.

Opret ny artsbestemmelse

31. oktober 2012

Hvem kan løfte sløret?

Jeg er virkelig forvirret over denne bladhat! Alle karakteristika pegede på en slørhat (Telamonia-gruppen). Lamellerne er som unge blålilla. Senere bliver de brune, hvilket jo er lige efter bogen (brunt sporestøv). For god ordens skyld lavede jeg alligevel et sporekast. Forbløffelsen var stor, da jeg nu til morgen kunne konstatere, at det er cremegult og aldeles ikke brunt!

Kort beskrivelse af frugtlegemet:

Voksested: bladførne under bøg. Samme sted hvor jeg også har fundet Orangegylden Slørhat.

Højde: 6-7 cm

Hat: 5-6 cm i diam., lavt hvælvet, glat, tør, ikke hygrofan. Farven: grålig som ung - senere læderbrun. Svagt lilla skær

Stok: Midtstillet, cylindrisk til svagt kølleformet, men uden basalknold. Veludviklet hyfetrådkage. Ca. 5 cm høj, 1-1,5 cm i diam. Overflade tør, længdefibret, med brunlige fnug/fibre(rester af fællessvøb?.)Farve: gråhvid med udpræget lilla anstrøg (som indtørrede rødvinspletter på hvid dug). Kød: hvidt (rødlilla anstrøg umiddelbart efter gennemskæring, som forsvinder).

Lameller: udrandede, middeltætte, blålilla som unge, senere læderbrune.

Svøb: ingen tydelige svøbrester

Lugt: ubetydelig

Selv hvis jeg ser bort fra sporekastets farve har jeg svært ved at finde en slørhat, der passer med min. Men hvilken anden bladhat kan det så være?

Venligst

Troels 8-)



Foto: Troels Kornfelt

De senest indberettede arter i Naturbasen: