Forum-arkiv

 Velkommen til arkivet

Her finder du arkiverede artikler og forumtråde fra Naturbasens nu lukkede hjemmeside "Danmarks Fugle og Natur".

Du kan benytte det nye forum "Artsbestemmelse", hvis du har brug for hjælp til identifikation af dyr, planter eller svampe fundet i Danmark.

Opret ny artsbestemmelse

13. februar 2013

Rigshospitalets jammer over dalende fødselstal

I mine øjne grænser det til det decideret utilstedelige, når vi i Politiken i dag kan læse en klagesang over dalende fødselstal fra medarbejdere på Rigshospitalet! Dels i en artikel politiken.dk...... og dels i en kronik politiken.dk...

Vi lever i en overbefolket verden, hvor vi kontinuerligt bliver flere og flere mennesker. Befolkningstilvækst er bare så "u-bæredygtigt", som noget kan blive. Det spiller en væsentlig rolle, uanset hvor i verden vi kan dæmme op for denne udvikling. I ulande. Og i ilande.

"Danskerne får 1,7 barn per familie, og det er ganske enkelt for lidt til at opretholde befolkningens aktuelle størrelse", skriver avisen, idet tre ansatte fra Rigshospitalet jamrer sig over, at vi ikke får så mange børn. Disse personer har formodentlig personlig interesse (i form af deres levebrød) i, at vi atter kommer i gang med at formere os flittigt.

Det er da flere økonomiske udfordringer i, at der i et samfund kommer færre mennesker i den arbejdsdygtige alder. Men det er sandelig kortsigtet tænkning, når man som skruen uden ende vil have konstant befolkningstilvækst.

Det skal nok vise sig, at artiklen bliver fulgt op af alskens godtfolk af folketingsmedlemmer, der også vil stemme i med klagesang!

Nu er jeg på ingen måde tilhænger af en udemokratisk étbarnspolitik a la den kinesiske. Men det ville efter min opfattelse være passende, om man stille og roligt anerkendte den udvikling, at vi bliver færre i Danmark, som således (også på dette punkt) kan være et foregangsland, når det gælder økologisk bæredygtighed. Ikke mindst set i lyset af det store økologiske fodaftryk, som vi nu engang sætter her i vores del af verden. Så det batter altså noget, når vi reducerer vores befolkningstal. Og vel at mærke batter på en for naturen, miljøet og klimaet positiv måde. Er det ikke en temmelig god måde at optræde som foregangsland for helt andre dele af verden, som forhåbentlig også vil kunne reducere deres befolkningstal ad åre?

Venligst

Henrik Bringsøe

De senest indberettede arter i Naturbasen: