Forum-arkiv

 Velkommen til arkivet

Her finder du arkiverede artikler og forumtråde fra Naturbasens nu lukkede hjemmeside "Danmarks Fugle og Natur".

Du kan benytte det nye forum "Artsbestemmelse", hvis du har brug for hjælp til identifikation af dyr, planter eller svampe fundet i Danmark.

Opret ny artsbestemmelse

26. april 2007

Vejledning i indsamling og præparation af insekter

Dette er en kortfattet vejledning med nogle forslag til indsamling af insekter, som kan anvendes uden særlige forudsætninger eller udstyr. Vejledningen kan dog ikke anvendes til sommerfugle, som pga. vingernes fine bestøvning kræver en noget mere avanceret teknik.

1) Visse insekter kan simpelthen indsamles ved, at man fanger dem med hånden, det gælder fx mange biller og tæger. Andre er så hurtige i vendingen, at man må have et fangstredskab. Ofte anvendes et insektnet (sommerfuglenet), som er meget finmasket og har en dyb pose, så insekterne kun vanskeligt kan undslippe derfra. Det er solidt i konstruktionen og kan evt. også anvendes til at ketsje på slump i vegetationen, hvorved man ofte får en stor fangst af småkravl, som man ikke lige kunne få øje på med det blotte øje. I en snæver vending kan man ofte med fordel anvende en lille plasticpose til flygtige arter, fx fluer og hvepse. Hvis man forsigtigt fører den ned over insektet, vil det i reglen flyve lige op i posen. Når insektet sidder på en plan overflade (fx på en træstamme) kan det ofte være en bedre metode end at bruge et net. Man kan udvide sin fangstteknik med fx sugeflaske, fangbakker og pittfallfælder, og gode råd herom kan fås i de entomologiske foreninger. :-)

2) De insekter, som man ønsker at præparere, kommer man i små glas, hvori der ligger et lille stykke vat eller toiletpapir, som skal være fugtet med sprit eller eddikeæter. Man kan anvende mange forskellige slags glas, vigtigt er dog, at låget slutter tæt. Man kan godt komme flere insekter i samme glas, men man bør anbringe især de større arter i et glas for sig, så de ikke når at bide eller trampe i de mindre og ødelægge dem. I et sådant glas aflives insekterne hurtigt, og hvis låget er tætsluttende, kan de ligge der meget længe uden at rådne og uden at tørre ind. Hvis der går lang tid, før man præparerer dem, bør man dog fra tid til anden efterse, om det er ved at tørre ud og evt. påfylde frisk sprit. Bløde dyr som edderkopper og larver opbevares normalt permanent i sprit, mens voksne insekter i reglen efterfølgende tørpræpareres. Mht. sprit, kan man i en snæver vending sagtens anvende køkkensprit, vodka eller anden stærk spiritus.

3) Selve præparationen er for de fleste insekters vedkommende ret nem. Man fører en insektnål igennem enten pronotum (fluer, årevinger), scutellum (tæger) eller en dækvinge (biller), indtil der er ca 1 cm af nålen over insektet. Derefter anbringes præparatet på en flamingoplade, så insektet er i plan med overfladen. Evt. retter man først ben, vinger og antenner lidt ud med en nål eller en pincet. Når insektet sidder på flamingopladen retter man så yderligere til, idet man placerer flere nåle efter behov, så de holder ben, vinger og antenner i spænd på en pæn facon. Insektet skal sidde i spænd 2-3 døgn, gerne under en lampe eller i solen, så det tørrer hurtigt, og det er en god ide i begyndelsen at tilse, at det stadig sidder så pænt i spænd som muligt. Efter et par dage er præparatet så tørt, at man ikke længere kan rette på det, medmindre man igen opbløder det i sprit. Mindre insekter, som ikke kan sættes direkte på nål, limes fast på et lille stykke pap, som herefter kan anbringes på en insektnål.

4) Til sidst anbringer man en udførlig etiket på nålen under insektet. Den kan nu om dage laves meget flot på computeren. Der skal anføres lokalitet, både det lokale stednavn og overordnede oplysninger (land, landsdel og gerne UTM-kvadrat), så der ikke er mulighed for forvekslinger. Desuden dato, helst den præcise dag, men ellers blot måned og årstal, samt endelig indsamlerens navn, som senere kan få stor betydning for vurderingen af fundet. Man kan også anføre flere data, fx om blomsterbesøg eller andre fundomstændigheder, evt. på bagsiden af etiketten, hvis der ikke er mere plads. Artens navn kan evt. anføres på en særskilt etiket nedenunder. Den er dog ikke nær så vigtig som de ovennævnte data. De præparerede insekter opbevarer man i tætsluttende insektkasser, nu om dage ofte af plastic, og heri anbringes de normalt art for art. Skulle samlingen blive angrebet af klannere, kan angrebet stoppes ved at dybfryse materialet i en uges tid.





En insektsamling er den bedste garanti for en sikker bestemmelse af dit materiale, for mange insekter kan kun bestemmes til art ved en nøjere undersøgelse. Bliver samlingen jævnligt tilset, kan den holde i hunderedevis af år, og Naturhistorisk Museum modtager altid gerne veletiketterede insektsamlinger. :-)

NB: Husk, visse meget sjældne arter er fredede, og tag aldrig mere end et enkelt eksemplar på en lokalitet af særlig sjældne og rødlistede arter.



Foto: Søren Tolsgaard

De senest indberettede arter i Naturbasen: