Se alle 

 ID-billeder

  • Fotograf: Ole Bidstrup
    Foto: Ole Bidstrup
  • Fotograf: Line Sabroe
    Foto: Line Sabroe
  • Fotograf: Ulf Bjerre
    Foto: Ulf Bjerre

Kendetegn

: Arbejder: 3,5-5 mm. Farven er gråbrun til sortbrun med lysere ben, og følehorn med en matglinsende overflade. Tæt behåring med varierende længde. Skællet er lavt og bredt med parallelle sider og lige overkant.

Hun: 8-9 mm. Farven er brunsort, men lidt mørkere end arbejderen. Vingerne er glasklare med lyst brunlige ribber og vingemærke.

Han: 3,5-5 mm. Mørkebrun til sortbrun med lysere ben og følehorn. Matglinsende overflade med lidt finere behåring end arbejder og hun.

Sort Havemyre
Bedste identifikationsfoto udvalgt af Naturbasen medlemmer
Foto: Ruth Ahlburg

Variation

: Behåringens tæthed og længde kan variere.

Forveksling

: Selv om denne myreart er meget velkendt af alle, bliver den undertiden forvekslet med følgende arter:

Lasius platythorax, som kan være ret svær at skelne www.fugleognatur.dk/artintro...

Orangemyren: En lidt større art med relativt stort hoved. Hele kroppen er sort med blank og glinsende overflade.

Hedemyre (Lasius alienus): Mindre end Sort Havemyre. Følehornsskafter og skinneben mangler behåring og grundbehåringen er svagere. Farven er lysere. Hoved, forkrop og bagkrop er brunlige. Følehorn og ben er lysebrune.

Lasius psammophilus. Som Hedemyre, men er endnu lysere i farverne.

Lasius brunneus: Hoved og bagkrop er brune. Forkroppen er lysebrun. Skællet er lidt bredere med en flad udskåret overkant.

Sort Slavemyre: En noget større art med længere ben og følehorn. Næsten ingen behåring.

Mosemyre: En noget større art med længere ben og følehorn. Tydelig lang behåring med silkeagtig glans.

Sort havemyrehveps: En hveps der prøver at efterligne Sort havemyre i udseende og lugt, men afsløres med sin mange antenneled i næsten ens længde og sin læggebrod. www.fugleognatur.dk/artsbeskrivelse

Udbredelse

: Den findes i alle egne af landet og på alle øer, og den er lige udbredt i hele landet.
Sort Havemyre - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: Den er tidligt fremme i foråret og graver sig ned i jorden, når det bliver koldt. Sværmetiden er som regel i juli-august.

Tidsmæssig fordeling

af Sort Havemyre baseret på Naturbasens observationer:
Sort Havemyre - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Sort Havemyre - månedlig fordeling

Biologi

: I forhold til andre arter i slægten Lasius er Sort Havemyre en ret modig myre, der forsvarer sin rede med alle midler. Den Sorte Havemyre er en dominerende myreart i forhold til Gul Engmyre og Lasius umbratus, som den undertiden angriber. I jagten på byttedyr kan den på trods af sin ringe størrelse, men ved hjælp af effektivt samarbejde med mange arbejdere, undertiden godt nedlægge selv store sommerfuglelarver, men normalt foretrækker den dog mindre byttedyr. Det er især midt på sommeren, hvor dens yngel kræver en proteinrig kost, at Sort Havemyre går på jagt efter byttedyr. Derudover besøger den flittigt bladluskolonier på mange forskellige planter og træer. Undertiden bygger den en slags stald til dens vigtigste bladluskolonier for at beskytte bladlusene mod andre rovdyr og andre myrer, som kunne finde på at stjæle dens bladlus. Byggematerialet er fugtig jord og der bygges omkring en plante med bladlus.

Den graver oftest reden i jorden under sten eller ved trærødder og træstubbe. Der er som regel en overbygning, især midt på sommeren, hvor det store antal yngel, kræver megen plads og varme fra solen. Især i sumpede områder bygger den store tuer eller på steder, hvor højt græs skygger på reden. Sådanne tuer kan til forveksling ligne den Gule Engmyres tuer. I reder ved gamle træstubbe graver den ofte kamre inde i træet, og her kan man ofte se både yngel og kønsdyrene lige under barken. Sådanne reder bliver ofte angrebet af forskellige fugle, som f.eks. spætter, mejser og fasaner, som nemt kan skaffe sig et hurtigt måltid.

Den optræder ofte som skadedyr i både hus og have. Indendørs skaber den problemer, fordi den ofte bygger rede nede ved husets sokkel eller under gulve, ikke fordi den normalt anretter skader på disse, men fordi den ad den vej kommer ind i vores stuer. Et særligt tilbagevendende problem er hen på sommeren, når sværmetiden starter. Pludselig vrimler det med både arbejdere og vingede kønsdyr på gulve, vægge og ved vinduerne.

Udendørs kan den ved sit flittige gravearbejde underminere stensætninger og flisebelægninger. Endvidere kan den gå på de søde sager i drivhuset eller i køkkenhaven, f.eks. spise lidt af jordbærrene. Men man skal her huske på, at myrerne jo også gør stor gavn ved at spise rigtigt mange skadedyr, så slutresultatet er nok i virkeligheden, at den Sorte Havemyre er mere et nyttedyr end et skadedyr i køkkenhaven.

Sværmetiden er hos den Sorte Havemyre en meget synlig begivenhed. Pludselig vrimler det med kønsdyr, som søger op mod toppen af tuen eller andre genstande ved reden, hvorfra de kan få luft under vingerne. De er her ofte udsat for angreb af især spurve, som spiser anselige mængder af de lidt langsomt flyvende kønsdyr. I luften mødes hanner og hunner i store sværme over høje træer eller bygninger, som undertiden kan være så store, at de ligner små grå skyer.

Hannen er efter parringen tilovers ligesom hos alle andre danske myrearter. Hunnen derimod bider efter parringen sine vinger af og fortsætter derefter som dronning jagten på et egnet sted at starte en ny koloni, eller hun opsøger en koloni der gerne vil adoptere hende.

Levested

: Denne myreart er ekstrem tilpasningsdygtig til næsten alle mulige biotoper. Derfor er den måske ikke bare den almindeligste myreart i landet, men også et af de mest almindelige insekter overhovedet. Den foretrækker lidt åbne områder med græs og gerne med spredte buske og træer. Selv i tæt bebyggede områder træffer man ofte Sort Havemyre mellem fliser og i jorden ved beplantninger.
Litteratur brugt til denne beskrivelse
Ameisen oder Formicidae, Die Tierwelt Deutschland, H. Stitz, 1939

Myrer, Danmarks fauna 49, Sv. G. Larsson, 1943

Natur og Museum. Danske myrer. 20 årgang. 1980.

The Formicidae, Fauna Entomologica Scandinavica, C. A. Collingwood, 1979

De senest indberettede arter i Naturbasen: