Se alle 

 ID-billeder

  • Fotograf: Andy Bjerregaard
    Foto: Andy Bjerregaard
  • Fotograf: Carsten  Holm Clausen
    Foto: Carsten Holm Clausen
  • Fotograf: Klaus Thommesen
    Foto: Klaus Thommesen

Atlas

: Løvfrø overvåges i Atlasprojektet Danmarks Padder og Krybdyr

Kendetegn

: Kropslængde 3,5-4,5 cm, undtagelsesvis 5 cm. Hunnen er en anelse større end hannen.

Som den eneste danske padde har den udvidede hæfteskiver på finger- og tåspidser. Snuden er kort og stump.

Denne lille frø er let genkendelig på sin klare og stærke grønne farve. Men f.eks. i koldt vejr og efter endt parring kan den skifte farve til grågrøn eller sortgrøn: dette farveskifte er et resultat af temperaturfald og sindstilstand. Der løber en sortbrun stribe på hver side af kroppen fra næseboret gennem øjet til låret. Stribens forløb bidrager til at gøre øjet mindre synligt. Fra hoften er der en sidegren eller slynge på striben op på ryggen, en såkaldt "hofteslynge". På grænsen af sidestriben og den grønne rygfarve kan der være en gullig zone. Hvor sidestriben grænser op til oversidens grønne grundfarve, er der normalt en gullig zone.

Huden på undersiden er kornet og hvidlig til grålig.

Hannen har en veludviklet kvækkepose på struben. Når hannen ikke kvækker, kan den kendes på, at kvækkeposen danner en løs hudfold på struben. Derfor er hannens strube brun, hvorimod hunnens er lys ligesom resten af undersiden.

Haletudsen eller larven forvandler sig normalt ved godt 4 cm totallængde, men kan blive op til 5 cm. Den kan ret let identificeres ud fra sin brede krop med øjnene siddende langt ude til siden. Den har høje halebræmmer, og halen ender i en spids. Oversiden er brunlig, ofte med et olivenfarvet skær, og den har gyldne prikker. Halebræmmerne er gullige, til tider med mørke pletter. Mundfeltet kan virke trekantet og har to tandrækker over munden og tre under munden.

Løvfrø
Bedste identifikationsfoto udvalgt af Naturbasen medlemmer
Foto: Heidi Juhl

Variation

: Selv om løvfrøens overside særdeles ofte er smukt og lysende grøn, kan den som sagt godt være noget grålig under visse omstændigheder. Løvfrøer med blå overside (ofte med grønne anstrøg) er sjældne og skyldes reducerede eller manglende gule pigmentceller, xantoforer.

Hofteslyngens forløb veksler fra individ til individ og kan bruges til at genkende de enkelte voksne frøer.

Forveksling

: Voksne, unge og nyforvandlede løvfrøer kan ikke forveksles med nogen anden dansk art.

Udbredelse

: I Danmark finder vi hovedsagelig arten i afgrænsede sydlige egne. Den er udbredt på Bornholm, i spredte dele af Sjællands sydlige halvdel, på Lolland, i et lille område af det sydvestlige Fyn, på Als, i det sydøstlige Jylland samt omegnen af Århus og derfra sydpå ned mod Odder.

Ødelæggelser af både vand- og landhabitater gennem det meste af 1900-tallet medførte meget drastiske tilbagegange for løvfrøen. Men startende på Bornholm i 1980erne og lidt senere Als har en målrettet indsats for at genoprette levesteder i Danmark båret frugt, så trusselsbilledet ikke længere er så negativt. Metapopulationen omkring Århus stammer fra et genudsættelsesprojekt i 1985, og den er i dag stor og levedygtig.

Små isolerede populationer på Lolland og Sjælland med ringe fertilitet gav mistanke om indavlsdepressioner. Som et forskningsprojekt udsattes således løvfrøer (indsamlet som æg) fra to små sydsjællandske populationer på det militære øvelsesterræn ved Antvorskov nær Slagelse fra 1994 til 1998, hvilket skulle fungere som et "levende laboratorium" for at registrere, om tegnene på indavl hermed ville blive reduceret eller elimineret. Men beklageligvis blev det videnskabelige aspekt af projektet spoleret, eftersom en person ulovligt udsatte løvfrøer fra Århus i området ved Antvorskov i 1998. Denne population er nu veletableret. I dag tyder det på, at den ene af de to oprindelige sydsjællandske populationer (fra området mellem Vordingborg og Kalvehave) er uddød eller uddøende.

Andre egenhændige og uautoriserede udsættelser kendes også, f.eks. på Knudshoved Odde og det sydvestlige Fyn. Sidstnævnte stammer fra genudsætninger fra omkring 1999, og iflg. Fog (in litt. 2007) skulle bl.a. analyser af mtDNA vise, at de er indslæbt fra Sønderjylland.

De danske forekomster udgør sammen med Skåne artens nordgrænse. Hyla arborea findes i Mellemeuropa og på Balkan. Syd og øst for dette område forekommer andre af arter af slægten Hyla.

Udover Hyla arborea anerkendes ni andre Hyla-arter i Vestpalæarktis: H. carthaginiensis (nordøstlige Algeriet og nordlige Tunesien), H. felixarabica (sydvestlige dele af den Arabiske Halvø), H. intermedia (Italiens fastland og Sicilien), H. meridionalis (Nordvestafrika, Iberiske Halvø og Sydfrankrig), H. molleri (Iberiske Halvø og Sydvestfrankrig), H. orientalis (østlige Østeuropa, nordlige Tyrkiet og Kaukasus), H. perrini (Po-sletten og tilstødende dale i Norditalien, den schweiziske kanton Ticino og det vestlige Slovenien), H. sarda (Korsika og Sardinien) og H. savignyi (sydlige Tyrkiet og Mellemøsten).

Løvfrø - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: Den er en sydlig og varmekrævende art, der derfor forlader vinterdvalen sent. Vi kan høre hannerne kvække heftigt i vandoverfladen om natten (dog ikke nævneværdigt sidst på natten) fra sidste halvdel af april eller et stykke ind i maj, afhængig af vejrliget, og de fortsætter i mere end én måned. I varme forår kan den første kvækken høres sidst i marts.

Æggene lægges ca. i maj/juni. Umiddelbart derefter og frem til forvandlingen omkring juli/august kan haletudserne iagttages (se afsnittet "Biologi").

Efter forplantningen kan vi se de voksne frøer på deres landhabitater indtil vinterdvalen. De opsøger deres vinterkvarter omkring oktober; i kolde år allerede fra september. I hele den resterende del af sæsonen efter yngletiden kan vi regelmæssigt høre hannerne kvække oppe fra buske og træer, typisk om natten og i de sene eftermiddagstimer.

Haletudserne kan ses frem til forvandlingen omkring juli/august.

Tidsmæssig fordeling

af Løvfrø baseret på Naturbasens observationer:
Løvfrø - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Løvfrø - månedlig fordeling

Biologi

: Fra sit overvintringssted på land bevæger løvfrøen sig om foråret ned til vandhullet for at yngle. De største forårsvandringer finder sted ved pludselige temperaturstigninger og regn. Hannerne kvækker i vandoverfladen, umiddelbart efter de har gjort deres entré i ynglevandhullet, hvorved hunnerne lokkes dertil. Vandet skal være lunt, før de begynder at kvække, idet vandet skal være mindst ca. 14 grader i overfladen om natten. De kvækker med deres meget kraftige stemme fra vandet om natten, og de danner kor, hvor de kvækker "om kap". Deres vedvarende og ru kvækken lyder nærmest som "rak-rak-rak-rak" eller "kræk-kræk-kræk-kræk". På 5 meters afstand kan et stort kor på 100-300 hanner kvække ved en lydstyrke på 71-79 dB, mindre kor 55-70 dB. Når selve parringstiden er overstået, fortsætter hannerne med nogen territorial kvækkeaktivitet oppe fra vegetationen. Her er kvækningen i reglen mere kortvarig og mindre kraftfuld, og der er normalt ikke så mange hanner involveret.

Æggene lægges i maj og juni og klækker efter ca. 4 dage. Æglægningen begynder først, når vandet er blevet varmt, dvs. i grove træk 17 grader. Æggene kendes på, at de er afsat i små kompakte og seje klumper, der er fastgjort til plantedele ca. 10 cm under vandspejlet, men dybden kan svinge mellem 5 og 25 cm. De enkelte æg ligger tæt op ad hinanden i den blot 2-3 cm store klump. Omkring juli/august forvandler haletudserne sig til små frøer.

Når haletudserne har fuldendt forvandlingen i løbet af sommeren, bliver de unge løvfrøer landlevende og søger sædvanligvis ned til vandhullerne første gang for at yngle, når de har overstået to overvintringer.

Bortset fra at løvfrøen kvækker i vandet om natten i yngletiden, så holder arten til på land, hvor den er udpræget klatrende, idet hæfteskiverne på finger- og tåspidser på eminent vis sætter den i stand til at klatre på lodrette flader.

Løvfrøen er inaktiv om dagen, men sidder typisk og soler sig på blade og grene. Den er godt beskyttet mod udtørring pga. de mange slimkirtler i huden, langt flere end nogen anden dansk padde. Når den om dagen soler sig, samler den benene tæt ind til kroppen, så dens overflade bliver så lille som muligt, hvilket mindsker fordampningen yderligere.

Løvfrøer (fra nyforvandlet til udvokset) æder et varieret udbud af invertebrater, navnlig insekter og edderkopper, afhængig af hvilke arter der er tilgængelige på de enkelte årstider. Deres haletudser er overvejende planteædere og æder især alger, men tager også gerne dyrisk føde i form af ådsler.

Levested

: Ynglevandhullerne er som udgangspunkt varme, fri for fisk, rene og med god vegetation, men ikke overbegroede og skyggede, og de huser adskillige paddearter. De kan være både temporære og permanente, men der skal være lavvandede partier, der kan opvarmes godt af solen.

Landhabitaten, som frøerne benytter uden for yngletiden, er typisk soleksponeret buskads i læ såsom brombær, tjørn og hassel, men også anden form for relativt storbladet vegetation, der ikke er for lav. Løvfrøer opholder sig i højder af mere end 1 meter og normalt 2-3 meter, men kan også forekomme højt oppe i buske og træer. Ingen andre danske padder er decideret klatrende.

Afstanden fra ynglevandhul til sommerhabitat er typisk op til omkring 600 meter, men kan også være 1 km eller endog endnu længere. De voksne frøer tilbagelægger således den distance, når forplantningen er afsluttet. Bestandene trives bedst, når denne afstand er lille og helst forløber via våde enge, levende hegn og lign.

Løvfrøens store mobilitet gør, at den har en god spredningsevne og kan kolonisere nye vandhuller flere km væk fra de eksisterende.

Litteratur brugt til denne beskrivelse
Andersen, A. 1995. Løvfrøen på Als. Artsbeskrivelse og bestandsreetablering. In: Bringsøe, H. & Graff, H. (red.): Bevarelsen af Danmarks padder og krybdyr. Nord. Herpet. Foren., Køge: 73-80.

Bille, T. 2008. Danmarks padder og krybdyr en feltguide fra danske-dyr.dk. ConDidact, Næstved. 55 pp.

Christensen, P.K. 2007. Løvfrø Hyla arborea. In: Søgaard, B. & Asferg, T. (red.): Håndbog om dyrearter på habitatdirektivets bilag IV til brug i administration og planlægning. Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet. Faglig rapport fra DMU nr. 635: 136-141. www.dmu.dk/Pub/FR635.pdf

Fog, K. 2007. Løvfrøforsøget der blev ødelagt. Nord. Herpet. Foren. 50(2): 62-64.

Fog, K., Schmedes, A. & Rosenørn de Lasson, D. 1997. Nordens padder og krybdyr. G.E.C. Gad, København. 365 pp.

Glandt, D. 2004. Der Laubfrosch, ein König sucht sein Reich. Beih. Zeitschr. Feldherpet. 8, Laurenti Verl., Bielefeld. 128 pp.

Glandt, D. 2015. Die Amphibien und Reptilien Europas. Alle Arten im Porträt. Quelle & Meyer Verl., Wiebelsheim. 716 pp.

Grosse, W.-R. 1994. Der Laubfrosch, Hyla arborea. Neue Brehm Bücherei 615. Westarp Wissensch., Magdeburg. 211 pp.

Laufer, H., Flottmann, H.-J. & Sauerbier, H. 2007. Europäischer Laubfrosch, Hyla arborea (Linnaeus, 1758). In: Laufer, H., Fritz, K. & Sowig, P. (Hrsg.): Die Amphibien und Reptilien Baden-Württembergs. Eugen Ulmer, Stuttgart: 375-396.

De senest indberettede arter i Naturbasen: