Se alle 

 ID-billeder

  • Fotograf: Villy Pedersen
    Foto: Villy Pedersen
  • Fotograf: Conny Bruun
    Foto: Conny Bruun
  • Fotograf: Kira Bitten Fabricius
    Foto: Kira Bitten Fabricius

Kendetegn

: Længde: 5-11 mm. Arterne i slægten Lucilia (Guldfluer) er mørkegrønt metallisk skinnende fluer med en robust lidt plump kropsbygning. Børsterne er sorte og ret fine. På hovedet er kun panden grøn, mens både parafacialier (området foran øjnene) og kinderne er sølvhvidt bestøvede. Øjnene er røde og uden behåring. Hos hannen støder øjnene sammen på issen. Hos hunnen er de adskilte. Antennerne er sorte, og antennebørsten er fjergrenet. Det tredje antenneled er forholdsvis langt.

Bagkroppen er grøn hos de fleste arter, men hos enkelte er de to første tergitter sorte. Benene er sorte, ikke specielt lange, men solide.

Vingerne er klare, og har det ribbemønster, der er karakteristisk for langt de fleste arter i overfamilien Oestroidea, det vil sige f.eks. Snyltefluer og Kødfluer. Vingeåre M1 slår et knæk midtvejs i en stump vinkel, og løber ud oven for vingespidsen. Brystskællene er hvide.

Hunner og hanner er i øvrigt ens af udseende.

Nøgle til arterne findes her:

Hanner: www.fugleognatur.dk...Guldfluer-hanner.xlsm

Hunner: www.fugleognatur.dk...Guldfluer-hunner.xlsm

Guldflue sp.
Bedste identifikationsfoto udvalgt af Naturbasen medlemmer
Foto: Jens Rasmussen

Variation

: De forskellige arter i slægten ligner umiddelbart hinanden (se nærmere under næste punkt). Inden for alle arter kan der være betydelig forskel i størrelsen. Størrelse er altså hverken køns- eller artsspecifikt.

Forveksling

: I den danske fauna kendes syv arter. Fælles er, at den eneste helt sikre måde at bestemme dem på er via hannens genitalier. Her følger en kort beskrivelse af de almindeligste arter.

De to klart almindeligste arter er Lucilia caesar (Almindelig Guldflue) og Lucilia illustris. Med det blotte øje er det så godt som umuligt at skelne dem, men hannen af L. caesar har et meget stort epandrium, og med lidt øvelse kan man godt få en fornemmelse for det allerede i felten. De hører til de arter, som har to par postsuturale akrostikaler og sort basicosta.

En ligeledes meget almindelig art er Lucilia sericata. Denne art er den eneste, der i praksis kan bestemmes uden brug af lup og pilleri med genitalierne. L. sericata har tre par akrostikaler og gullig basicosta. Til overflod har arten også for det meste gule palper, hvilket alt sammen betyder, at den kan bestemmes i felten med en håndlup eller ud fra gode fotografier.

Næsten lige så almindelig er Lucilia silvarum, der også har tre par akrostikaler, men som i modsætning til L. sericata har sort basicosta. Disse fire arter er dem, man hyppigst støder på.

Der er imidlertid også forvekslingsmuligheder uden for slægten. De to mest oplagte er Grøn kokasseflue og Grøn snylteflue. Den Grønne kokasseflue ligner meget en lille Guldflue, men kan kendes på de mere spinkle ben, de grønne kinder og kun ét par akrostikaler. Guldfluerne har her altid enten to eller tre par. Grøn snylteflue flyver tidligt om foråret og derfor kun i mere begrænset omfang samtidigt med Guldfluerne. Snyltefluen har en langstrakt bagkrop, lange, kraftige ben og lange, stride børster både på krop og ben.

Udbredelse

: De almindeligste arter er vidt udbredt og ofte talrige i hele landet. De mere sjældne arter som Tudseguldflue og Lucilia ampullacea skal man være mere heldig for at finde.
Guldflue sp. - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: Generelt ses Guldfluerne først fra sidst på foråret. De er på vingerne fra maj til oktober, og topper når det er varmest midt på sommeren. Guldfluer overvintrer ikke som voksne fluer.

Tidsmæssig fordeling

af Guldflue sp. baseret på Naturbasens observationer:
Guldflue sp. - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Guldflue sp. - månedlig fordeling

Biologi

: De voksne Guldfluer søger gerne til blomster, men tiltrækkes måske mere af ildelugtende sager som ekskrementer og ådsler. Larverne hos de fleste arter er saprofage, og deres udvikling finder sted i ådsler. En enkelt dansk art, Tudseguldflue (Lucilia bufonivora), er obligatorisk parasit på frøer og tudser. Æggene lægges på padden, og når de klækker, søger larverne mod dens næsebor, hvor de kravler ind og begynder at æde af det levende væv. Larveangrebet resulterer næsten uvægerligt i paddens død. Dette kaldes myiasis, og det er kendt, at andre Guldflue-arter også kan udnytte denne mulighed ved at lægge æg i åbne sår.

Levested

: Guldfluerne kan findes overalt. P.g.a. deres forkærlighed for lugten af råd og fækalier tiltrækkes de af affaldscontainere og hundelorte, og kan derfor optræde, hvor mennesker også færdes. Dette har de tilfælles med andre spyfluer, især Calliphora vicina.
Litteratur brugt til denne beskrivelse
Petersen, F.T. & R. Meier (eds.): A preliminary list of the Diptera of Denmark. Steenstrupia 26 (2), 2001.

Rognes, Knut: Bowflies (Diptera, Calliphoridae) of Fennoscandia and Denmark. Fauna Entomologica Scandinavica, Volume 24, 1991.

De senest indberettede arter i Naturbasen: