Se alle 

 ID-billeder

  • Fotograf: jens veilgaard vendelbo
    Foto: jens veilgaard vendelbo
  • Fotograf: Per  Schans Christensen
    Foto: Per Schans Christensen
  • Fotograf: Wolle Badura
    Foto: Wolle Badura

Kendetegn

: Gulspurven er en ret stor værling, som er kendetegnet ved en lang, kløftet hale, ustribet rustbrun overgump og gule partier i fjerdragten. Ryggen er brunlig med kraftige sorte striber, og under flugten ses tydelige hvide felter på de yderste halefjer. Undersiden er brunlig til klart gul, og især hunner og ungfugle er tydeligt stribede på brystet og flankerne. Hos disse er hovedfarven nærmest grågrøn, og issen og hovedsiderne har desuden mørke striber. Hos hunnen varierer mængden af gult på hovedet, og som regel forekommer den mest gul, hvis den ses forfra. I nakken ses ofte en lys plet. Hannen er klart gul på hoved og underside, og på flankerne og brystet ses indslag af rødbrunt. Næbbet er relativt lille, og undernæbbet er lyst blågråt. Fuglen har en total længde på 15,5-17 cm. Sangen er karakteristisk og består af 5-8 ens toner, som afsluttes med en lang, afvigende tone - det lyder, som om Gulspurven tæller til syyyv.
Gulspurv
Bedste identifikationsfoto udvalgt af Naturbasen medlemmer
Foto: Peter Nielsen

Variation

: Stor forskel på ungfugle/hunner og hanner, men ellers ingen særlig variation. Hannerne mister en del af deres gule farve om vinteren, og hovedet er hos begge køn mere markant stribet i vinterdragten.

Forveksling

: En voksen han er umiskendelig på grund af sit lysende gule hoved. Hunner og ungfugle kan derimod godt forveksles med andre, mere sjældne, værlinger, men kan altid kendes på den rustbrune overgump og tilstedeværelsen af et gulligt anstrøg i fjerdragten. Den mest sandsynlige forvekslingsmulighed er Gærdeværlingen, som forekommer i Sydeuropa, så tjek Gulspurvene, når du er på ferie sydpå!

Udbredelse

: Gulspurven yngler almindeligt i hele Danmark, bortset fra enkelte isolerede småøer. Den er desuden udbredt i hele Europa, bortset fra kystområderne i Middelhavslandene og det Sydøstlige Europa.
Gulspurv - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: Gulspurven er hovedsageligt standfugl i Danmark og kan ses her året rundt. Fugle fra de nordskandinaviske lande trækker i begrænset omfang sydpå og ses primært her i landet i månederne oktober-november og marts-april. Om vinteren er det ikke usædvanligt at se Gulspurven ved havens foderbræt, ligesom den også ofte ses i flokke på marker og enge.

Tidsmæssig fordeling

af Gulspurv baseret på Naturbasens observationer:
Gulspurv - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Gulspurv - månedlig fordeling

Biologi

: Ynglesæsonen begynder i slutningen af april, og Gulspurven kan have op til tre kuld i løbet af en sæson. Hunnen bygger selv reden, som formes af græs, plantestængler og mos og fores med hår og tynde græsstrå. Den placeres typisk på jorden skjult i vegetationen tæt ved en hæk eller lignende, men kan også bygges i en tæt busk. I så fald placeres den som regel lavere end 1 meter over jorden. Kuldet består normalt af 3-5 æg, som udruges af hunnen alene i løbet af 11-14 dage. Ungerne fodres af begge forældre, og de forlader reden efter 9-14 dage. Ungerne er dog først i stand til at flyve i en alder af ca. 16 dage. Voksne Gulspurve lever hovedsageligt af frø, men ungerne fodres med insekter for at sikre en tilstrækkelig mængde protein under opvæksten.

Levested

: Gulspurven yngler mest i åbne områder og fortrækker især steder, hvor det åbne land brydes af levende hegn, mindre beplantninger og buskads. Den kan også ses på heder og i skovlysninger, men er til gengæld helt fraværende som ynglefugl i byerne og i tætte skove.
Litteratur brugt til denne beskrivelse
C. Harrison & P. Castell (1998): Bird nests, eggs and nestlings. HarperCollins.

M.B. Grell (1998): Fuglenes Danmark. Gads Forlag.

K. Mullarney & L. Svensson (1999): Fugle i felten. L&R Fakta.

H. Meltofte & J. Fjeldså (2002): Fuglene i Danmark. Gyldendals Bogklubber.

De senest indberettede arter i Naturbasen: