Se alle 

 ID-billeder

  • Fotograf: Klaus Bek Nielsen
    Foto: Klaus Bek Nielsen
  • Fotograf: NielsOle Ravn Hansen
    Foto: NielsOle Ravn Hansen
  • Fotograf: Ole Martin
    Foto: Ole Martin

Atlas

: Valsehjort overvåges i Atlasprojektet Danmarks Biller

Kendetegn

: En lille, aflang, parallelsidet hjortebille med en udpræget konveks og cylindrisk kropsform, heraf det latinske artsnavn, eller som en rulle eller valse, som i artens danske populærnavn. Grundfarven er dybsort og ret skinnende, men bagkroppens overside (segmenternes tergitter) er rustrød eller orangebrun, hvilket dog kun kan ses, når dækvingerne er løftede under flyvning. Antenner og fodled har ofte tendens til, at være lidt lysere end resten af kroppen. Forbrystet er kraftigt, dækvingerne er hvælvede, og benene er korte og kraftige med kraftige torne langs skinnebenenes ydersider på alle tre benpar. Forbryst og dækvinger med grov, udpræget punktering, og dækvingerne har uregelmæssige lister og forhøjninger. Hovedets punktering er normalt tættere hos hunnen end hos hannen, og forbrystets punktering er ligeledes grovere hos hunnen. Kropslængde 11-16 mm men af og til op til 18 mm.

Arten er udopræget kønsdimorf, og hannen har et kort, fremad- og opadrettet horn på hovedet, der er flankeret af korte, stive orange hår. Hannens forbryst er proportionalt længere og kraftigere end hunnens, og er langs forranden trukket ud i to tandformede spidser. Hannens forbryst er forrest udhulet med en markant randliste, der er trukket ud i en stump tand i midten. Hunnen har proportionalt lidt bredere, afrundet hoved med en lille central knude i stedet for et horn, og forbrystets randspidser er langt mindre veludviklede, ligesom randlisten er ukomplet, og typisk ses som et omvendt "m" centralt på forbrystets overside.

Valsehjort
Bedste identifikationsfoto udvalgt af Naturbasen medlemmer
Foto: Niels-Ole Ravn Hansen

Variation

: Arten er meget konservativ, men det detaljerede mønster af gruber, lister og punktering på forbryst og dækvinger kan variere betydeligt.

Forveksling

: Arten bør ikke kunne forveksles med nogen anden dansk bille, selvom hannen af den meget sjældne trøffeltorbist (Odonteus armiger) også er lille, sort, og har et horn på hovedet, der dog er betydelig længere og meget tyndere end valsehjortens. Denne art er også langt mere kompakt og mindre aflang i formen, og dækvingernes grove punktering er arrangeret i fint symmetriske rækker.

Arten kaldes ofte for rhinoceros beetle (næsehornsbille) eller rhinoceros stag beetle på engelsk, hvilket er noget uheldigt, da den ikke er nogen næsehornsbille (underfamilie Dynastinae), og derfor ikke har noget med den europæiske næsehornsbille (Oryctes nasicornis) at gøre. Artens korrekte engelske navn er dog least stag beetle ("den lille hjortebille"). Selvom næsehornsbillen er gigantisk i forhold til valsehjorten, og slet ikke ligner, sker der faktisk af og til, at nogle mennesker forveksler dem udelukkende grundet hannernes hovedhorn.

Udbredelse

: Valsehjorten tilhører den lille hjortebilleunderfamilie Syndesinae, der kun omfatter omkring 30 arter, og slægten Sinodendron omfatter kun fire arter på verdensplan, der er vidt udbredte i Eurasien og med en enkelt art (S. rugosum) langs USAs vestkyst. Valsehjorten er vidt udbredt i Europa inklusive Storbritannien med undtagelse af det sydvestlige Spanien og Portugal samt det nordligste Skandinavien, og dens udbredelsesområde strækker sig vidt ud over Centralasien helt til Kina. Den er således den klart videst udbredte af alle Sinodendron-arterne.

I Danmark regnes valsehjorten for at være ret almindelig og vidt udbredt på øerne og i Østjylland, men betydelig mere sparsom i Nord- og Vestjylland. Artens skjulte levevis betyder, at dens faktiske udbredelse og almindelighed ikke er detaljeret kendt, men den er givetvis overset mange steder, og kan med fordel eftersøges i ældre løvskove overalt i landet. Den danske rødlistevurdering betegnes derfor som usikker, men arten anses for at være næsten truet, idet systematiske habitatforringelser, især den omfattende fjernelse af ældre og døde træer fra mange skovområder, der er foregået i mange danske skove gennem mange år, givetvis har betydet tilbagegang for arten. Dette understøttes af undersøgelser fra resten af Europa, hvor arten næsten overalt har vist betydelig tilbagegang i efterkrigstiden, og den regnes ganske vist for udbredt i Mellemeuropa, men alligevel ret sporadisk forekommende. I Tyskland foreligger bedre undersøgelser af artens udbredelse og hyppighed, og for landet som helhed regnes valsehjorten som truet, men dens hyppighed varierer i delstaterne. I de fleste tyske delstater regnes arten som potentielt truet, mens den regnes som ikke-truet men dog sårbar i Baden-Württemberg, mens den regnes for stærkt truet i Nordrhein-Westfalen.

Valsehjort - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: Arten kan findes hele året inde i trøskede stubbe og stammer, men både i Danmark og andre Nord- og Mellemeuropæiske lande synes den at være hyppigst forekommende i Juni-Juli måned.

Tidsmæssig fordeling

af Valsehjort baseret på Naturbasens observationer:
Valsehjort - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Valsehjort - månedlig fordeling

Biologi

: Valsehjorten har en meget interessant økologi, der på flere punkter afviger markant fra de andre danske hjortebillers. Valsehjortens hanner kæmper af og til om hunnerne ved, at stange med deres horn. Valsehjorten lever temmelig skjult, og ses derfor ikke meget. Arten er primært nataktiv, men tilbringer det meste af livet inde i trøskede stubbe eller stammer af forskellige løvtræer, primært bøg, men den er fundet i mange forskellige løvtræsarter såsom lind, ahorn, ask, birk, eg, bævreasp, poppel, hestekastanje, æble, pære, kirsebær og blommetræer, og den kendes også fra nåletræ. Dyrene foretrækker større gamle døde eller døende stubbe eller stammer, men er også af og til fundet i hegnsstolper og drivtømmer.

Arten er usædvanlig ved, at billerne ofte optræder i par. Dyrene udgraver lange gange i trøsket løvtræ, og et gangsystem kan enten startes af et enligt dyr, og derefter færdiggøres af dyret og dets mage, eller et gangsystem kan startes fra grunden af en han og en hun. Hvis gangen startes af et par, er det typisk hunnen, der graver, mens hannen står i gangens udkant med hovedet udad, klar til at forsvare gangen mod andre, indtrængende valsehjorte. Længere inde forgrener gangsystemet sig, og disse gange fyldes med smuld, hvori æggene lægges. Larverne er hvidlige med gulbrunt hoved, og gennemgår tre hamskifter, hvor både kroppen og hovedet bliver markant større. Som de fleste torbistlarver holdes kroppen normalt i en C-positur, men larverne kan strække sig ud for, at kravle på en plan overflade. De større larver er ret lette at kende fra andre hjortebiller, f.eks. bøghjort, idet mange torbistlarver har en ret fed bagkrop, mens valsehjortens larver har en opsvulmet forkrop mens bagkroppen er mere slank og langstrakt. Der er også tydelige forskelle på det sidste kropssegment, der er mere tydeligt afsat og kugleformet hos valsehjort i forhold til bøghjort eller blåhjort. Larverne gnaver lange, snørklede gange i træet, og udviklingen tager ofte to år, men kan tage helt op til tre-fire år. Forpupningen sker i et udvidet kammer inde i træet, der fores med gnavesmuld. De voksne kommer frem i løbet af sommeren, og kan findes i træet hele året rundt.

Levested

: Arten er typisk knyttet til ældre løvskove med bøg, hvor der stadig forekommer ordentlige mængder af døde eller døende træer, men de kan også findes i alleer, frugtplantager og i ældre haver. Hvis man bor i nærheden af skov, kan man kan selv gøre noget for, at give valsehjorten og andre trælevende biller bedre forhold i sin have ved, at følge nogle ret enkle retningslinjer, der sikrer larverne et egnet levested ptes.org...273_stag_beetle_friendly_gardening_leaflet.pdf
Litteratur brugt til denne beskrivelse
Alexander, K.N.A. & Anderson, R. (2012): The beetles of decaying wood in Ireland. A provisional annotated checklist of saproxylic Coleoptera. Irish Wildlife Manuals, No. 65: pp. 1-165. National Parks and Wildlife Service, Department of the Arts, Heritage and the Gaeltacht, Dublin, Ireland.

Chapman, T.A. (1868): Note on the habits of Sinodendron during oviposition etc. Entomologists Monthly Magazine 5: 139-141.

Grupo De Trabajo Sobre Lucanidae Ibericos (2006): Sinodendron cylindricum (Linnaeus, 1758) (Coleoptera, Lucanidae) en la Peninsula Iberica Distribucion y datos biologicos. Boletin de la SEA30 Abril, 38: 383-389.

Hansen, M. (1996): Katalog over Danmarks biller. - Entomologiske Meddelelser 64: 1-231.

Hansen, V. (1964): Fortegnelse over Danmarks biller (Coleoptera). - Entomologiske Meddelelser 33: 1-506.

Klausnitzer, B. & Sprecher-Uebersax, E. (2008): Die Hirschkafer oder Schröter (Lucanidae). Neue Brehm-Bucherei. Band 551. Westarp Wissenschaften, Magdeburg.

Lai, J. & Hsin-Ping, K. (2008): For the love of rhinoceros and stag beetles, vol. 2.

Lyneborg, L. (1976): Biller i farver. Politikens Forlag.

Leiler T.-E. (1950). Bestimmungstabelle der schwedischen Lucanidenlarven (Col.). Opusc. Entomol. 15: 157-160.

Telnov, D. Lucanide (Coleoptera) of the Baltic Sea Region and adjacent territories. Entomological Society of Latvia, the Section of Coleopterology, online publ. pp. 4-35.

De senest indberettede arter i Naturbasen: