Se alle 

 ID-billeder

  • Fotograf: Marie-Louise  Haagensen
    Foto: Marie-Louise Haagensen
  • Fotograf: Thomas  Kehlet
    Foto: Thomas Kehlet
  • Fotograf: Helle Krogsgaard
    Foto: Helle Krogsgaard

Kendetegn

: Almindelig Ryle har en længde på 17-21 cm og et vingefang på 32-36 cm. Det er en almindelig art, der er nødvendig at kende, hvis man skal bestemme andre og sjældnere ryler (en referenceart).

Fuglen er en stærestor vadefugl med buttet krop, kort hals, sorte ben og et langt, nedadbuet sort næb (længere end hovedlængden).

Kendes i sommerdragten let på sit sorte bugskjold. Har derudover lys underside med sorte længdestriber og en broget rygside i sort, rødbrunt og hvidt.

I vintertiden (aug./okt.-marts/april) bliver fuglen hvid på bugen og får gråligt bryst og hoved og ret ensfarvet grå overside.

Ungfuglene har en overside, der minder om de gamles sommerdragt, men kan kendes på, at de mangler den sorte bugplet. De fælder i sept./okt. og ligner herefter gamle i vinterdragt.

Kan virke storhovedet og halsløs. I flugten kompakt. Her træder et lyst vingebånd frem og hvide gumpesider mod lysegrå styrefjer. Fødderne stikker ikke ud bag halen.

Er i træktiden og om vinteren normalt den talrigeste småvader langs flade strande og tidevandskyster, især ved sand- og mudderbanker, ebbestrande og tang.

Almindelig Ryle er den eneste ryleart, der yngler i Danmark. Men de fugle, der yngler hos os, er af en anden underart (race) end de hundredtusinder af trækgæster, der besøger os forår og efterår. I de skandinaviske fjelde og videre østpå yngler nominatracen Nordlig Ryle, som har længere næb og klarere, mere kontrastrige farver end den form, som de danske ynglefugle tilhører: Sydlig Ryle (Calidris schinzii), som yngler i Sydøstgrønland, Island, på de Britiske Øer og i Sydskandinavien. Denne race har kortere næb, er mere nusset i farven og har mere svagt afsat bugskjold; nogle hunner har kun spredte, mørke pletter, og juv. mangler nogle gange pletter på bugsiderne.

Stemme: Kaldet er et tørt, rullende krry eller krryit. I sangflugten høres en stadigt gentaget, knurrende trille og et accelererende ryle-ryle-ryle-ry-ryry; ved reden også et ængsteligt veutt-veutt-veutt.

I Danmark yngler Sydlig Ryle på kortgræssede enge med ca. 450 par. (Sverige: 51.000 par, Norge 30-40.000 par).

JIZZ: Stærestor vadefugl med let buet næb og (i sommertiden) mørkt bugskjold kan være Almindelig Ryle.

Eller - kæmpestore flokke af vadefugle der i træktiden danner et flugtbillede, som ligner stære (og ofte med disses præcist synkroniserede manøvrer i form af bratte ryg- og bugvendinger) kan være Almindelig Ryle.

Almindelig Ryle
Bedste identifikationsfoto udvalgt af Naturbasen medlemmer
Foto: Kaj Wismar

Variation

: 3 racer i området, kendes på generel næblængde samt rustbrun andel på oversiden.

Arctica (Grønland, overvintrer mest i V.Afrika) har kortest næb og mindst rustbrunt.

Schinzii (Island, V.Europa, S.Skandinavien, overvintrer i V.Afrika) mellemting.

Alpina(Skandinaviens fjelde, overvintrer SV og V.Europa) har længst næb og mest rustbrunt.

Kun de mest typiske fugle kan racebestemmes, hunner har længere næb end hanner; kortnæbbede fugle formentlig hanner af artica/schinzii, langnæbbede er hunner af alpina.

Forveksling

: Man skal være opmærksom på, at det er en art, der har forskellig næblængde, størrelse og dragtdetaljer dels mellem fuglene fra forskellige områder og delvis mellem hanner og hunner. En afvigende fugl er altså ikke nødvendigvis en anden art.

Kendes altid fra Krumnæbbet Ryle på kortere ben, mere lige næb og en tydelig mørk stribe gennem den hvide gump.

Sortgrå Ryle har langt nedadbøjet næb og korte ben ligesom Almindelig Ryle. Men den er kraftigere bygget, lidt større og har gullige ben i alle dragter.

Udbredelse

: Både Sverige og Norge har ret pæne bestande; Finland en meget lille (500 par). I de tre lande yngler fuglen både ved kysten og i fjeldet. Den meget store islandske bestand (300.000 par) er udbredt i hele landet, og fuglen yngler både i div. vådområder og på mere tørre græsarealer. Desuden yngler rylen i den sydlige del af Østersøområdet, på De britiske Øer, på Grønland, i det nordøstlige Canada og i Alaska, samt i den nordligste del af Rusland.
Almindelig Ryle - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: Almindelig Ryle ses fortrinsvis på træk. Da er den landets mest almindelige vadefugl. På rimeligt gode lokaliteter raster typisk flokke på 2-300 fugle på de noget bedre rummer flokkene ofte 1.000 eller flere på de store (bl.a. Agger Tange og Læsø) regelmæssigt 10.000 og derover og Vadehavet, i gode perioder, alene hundredtusinder i den danske del. Her kan fuglene stå trængt sammen på en forlandspynt eller en sandflade, som ikke overskylles. Sådanne flokke kan dække flere hektar. De bedste steder at observere disse flokke er Rømødæmningen, Mandø og Sønderho.

Om foråret opholder der sig på én gang mellem 250.000 og 400.000 ryler her i landet, de fleste i Vadehavet. Om efteråret er tallet noget større. Fuglen opholder sig overvejende ved fladvandede kyster med sand- og lerbund eller tangdækkede bredder.

De store flokke er ofte meget urolige. De letter ved den mindste anledning og stryger snart lavt over vandet, snart ret højt i tæt sværm, hvor samtlige fugle vender som på kommando. Ofte lander de igen på samme sted og genoptager fourageringen, i den karakteristiske nikkende gangart med hals og krop i vandret stilling.

Tidsmæssig fordeling

af Almindelig Ryle baseret på Naturbasens observationer:
Almindelig Ryle - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Almindelig Ryle - månedlig fordeling

Biologi

: Almindelig Ryle yngler første gang 1-2 år gammel. Danner ofte par med magen fra tidligere år. Reden anbringes skjult i vegetationen. De 4 æg lægges i Danmark fra ult. april og udruges af magerne i fællesskab på 22 dage. Hunnen synes at forlade ungerne, når disse er ca. en uge gamle. Pasningen overlades så til hannen. Ungerne er flyvefærdige 19-21 dage senere.

På ynglepladsen lever rylen ret diskret, men afslører dog ind imellem sin tilstedeværelse bl.a. med sin territorialsang: et langtrukkent, ret presset trillefløjt, foredraget enten fra jorden eller i flugt.

Lever hovedsagelig af forskellige smådyr (på træk især slikkrebs), som enten samles på overfladen eller under boring med næbbet i 1-2 cm. dybde.

Levested

: Almindelig Ryle yngler fortrinsvis på større, kreaturafgræssede strandenge i det vestlige Jylland. I dag yngler de fleste danske ryler på tre lokaliteter: Tipperhalvøen, Harboøre Tange og Vejlerne; de huser tilsammen ca. 80 af den danske bestand.

For 100 år siden var Almindelig Ryle en meget almindelig ynglefugl i Danmark. Man skønner, at der dengang fandtes mellem 50.000 og 100.000 par. Årsagen til den katastrofale nedgang til omkring 450 par er ændrede driftsformer i landbruget: inddæmninger, dræninger og opdyrkning af våde enge.

På trækket kan arten ses langs kyster i hele landet. De største flokke ses i Vadehavet.

Trusler

: Menneskelige forstyrrelser i yngletiden. Afvanding, opdyrkning, tilgroning, manglende græsning/høslet og fragmentering af de strandenge hvor arten yngler. For høj græsningsintensitet og derved nedtrampning af reder.

Bevaringstiltag

: Almindelig ryle kan hjælpes ved at sørge for en god strandengsforvaltning med tilpas græsningsintensitet og naturlig hydrologi. Forstyrrelser skal undgåes ved at begrænse menneskelig adgang til yngleområderne i perioden fra april til midt i juli. Forvaltning med høslet skal foretages senere end 15. juli hvor fuglene har overstået yngletiden. Endelig kan almindelig ryle og andre engfugle tilgodeses ved at genoprette de tidligere levesteder der nu er afvandede og opdyrkede.
Litteratur brugt til denne beskrivelse
Fuglene i Danmark v/Meltofte og Fjeldså, Gyldendal 2002.

Fuglene i Europa, Nordafrika og Mellemøsten v/Beaman m.fl., Gad 1998.

Fugle i felten v/Mullarney m.fl., L&R 2004.

De senest indberettede arter i Naturbasen: