Se alle 

 ID-billeder

  • Fotograf: Michael Arleth
    Foto: Michael Arleth
  • Fotograf: Michael Arleth
    Foto: Michael Arleth
  • Fotograf: Michael Arleth
    Foto: Michael Arleth

Kendetegn

: Længde: 4,5-8 mm. Grøn kokasseflue er en helt igennem dybgrøn, metallisk skinnende Egentlig flue (Muscidae). Fra bestemte vinkler kan man se et svagt blåligt skær. Børsterne er sorte og sidder ret spredt på kroppen. På hovedet er den grønne farve udbredt på baghovedet, panden og kinderne, mens parafacialierne (området foran øjnene) er sølvhvidt bestøvede. Øjnene er rødlige og uden behåring. Hos begge køn er øjnene adskilte oven på hovedet, men hos hunnen er afstanden meget større end hos hannen. Derfor ses den grønne pande også tydeligst hos hunnerne. Antennerne er sorte, og antennebørsten er fjergrenet.

Benene er sorte og forholdsvis spinkle.

Vingerne er helt klare. Grøn kokasseflue tilhører triben Muscini, og har ligesom de fleste andre arter dér (undtagelsen er Polietes sp.) en vinklet vingeåre M1. Åren knækker omkring midten i en stump vinkel og løber ud lige foran vingespidsen. Brystskællene er rent hvide.

De to køn ligner hinanden.

Grøn Kokasseflue
Bedste identifikationsfoto udvalgt af Naturbasen medlemmer
Foto: Lina Knuth-Winterfeldt

Variation

: Ingen variation af betydning på andre områder end størrelsen. Langt de fleste individer ligger dog indenfor en seks til syv millimeter.

Forveksling

: Grøn kokasseflue vil først og fremmest kunne forveksles med de grønne spyfluer i slægten Lucilia. Farven er nogenlunde den samme, og selv ribbemønstret i vingen er det samme. Lucilia-arterne er generelt bare en del større, og har betydeligt kraftigere ben.

Den Grønne kokasseflue (Neomyia cornicina) er ikke den eneste dybgrønne Egentlige flue. I den danske fauna kendes også den nærtbeslægtede Neomyia viridescens. De to arter adskiller sig ved antallet af børster på scutum. Grøn kokasseflue har ét par præsuturale akrostikaler og tre par postsuturale dorsocentraler. Neomyia viridescens har ingen præsuturale akrostikaler og fire par postsuturale dorsocentraler. N. viridescens er en meget sjældnere art end Grøn kokasseflue.

Udbredelse

: Arten er vidt udbredt og almindelig i hele landet. Den kendes endvidere fra hele Europa.
Grøn Kokasseflue - udbredelseskort

Hvornår ses den?

: Grøn kokasseflue flyver fra april til oktober med en meget markant top i sensommeren.

Så sent som november kan de sidste trætte eksemplarer ses, i hvad der er tilbage af Gyldenrisene.

Tidsmæssig fordeling

af Grøn Kokasseflue baseret på Naturbasens observationer:
Grøn Kokasseflue - ugentlig fordeling
Se også månedlig fordeling

Grøn Kokasseflue - månedlig fordeling

Biologi

: Grøn kokasseflue er knyttet til kokasser, og larven anses for at være koprofag.

I Danmark optræder arten i mindst fire generationer. Sidste generation overvintrer som voksne dyr. Også larverne overvintrer nedgravet i jorden under eller i nærheden af kokasserne.

Levested

: Da arten er afhængig af kokasser for larvernes udvikling, ser man den mest i det åbne land i forbindelse med fritgående kreaturer. Grøn kokasseflue søger gerne til blomster, og kan i sensommeren ses i hobetal på især Gyldenris (Solidago sp.).
Litteratur brugt til denne beskrivelse
Gregor, Frantisek, R. Rozkosny, M. Bartak & J. Vanhara: The Muscidae (Diptera) of Central Europe. 2002.

Hennig, Willi: Die Fliegen der paläarktischen Region (Hrsg. E. Lindner), Band VII 2, 63 b. Muscidae, 1964.

De senest indberettede arter i Naturbasen: