Naturbasen App |
Vær med til at kortlægge den danske flora og fauna med Naturbasen - Danmarks Nationale Artsportal. Indberet dine observationer af dyr, planter og svampe og få hjælp til artsbestemmelsen fra andre brugere. Med naturbasen kan du også få vist hvilke arter der findes i nærheden af dig og du kan benytte app’en til at få information og se billeder af 20.000 danske arter.
Hvad er Naturbasen?
Naturbasen er Danmarks største Citizen Science-projekt hvis formål er:
- at indsamle observationer om den danske flora og fauna
- at understøtte naturforvaltningen og forskningen i Danmark gennem samarbejder med ministerier, nationalparker, kommuner, konsulenter mv.
- at styrke den folkelige naturovervågning (Citizen Science) gennem atlasprojekter og ved at udvikle og benytte moderne teknologi
- at skabe et netværk af naturinteresserede som gennem videndeling får en større indsigt i artsbestemmelse og naturhistorisk forståelse for den hjemmehørende flora og fauna
Indberetning af observationer
Med knappen ”Indberet” kan du indberette dine egne fund af vilde dyr, planter og svampe til Naturbasen. Mobilens indbyggede GPS finder automatisk din position og dermed det nøjagtige fundsted. Du kan vedhæfte billeder, så dine fund bliver dokumenteret. Data bliver kvalitetssikret og benyttes i den danske naturforvaltning. Alle dine indberettede fund sendes automatisk til din profil på www.naturbasen.dk, hvor du har en vifte af muligheder for at redigere, tilføje billeder, mv.
Artsbestemmelse
Med knappen “Artsbestemmelse” kan du indberette en observation uden at kende det nøjagtige artsnavn. Du vælger blot en kategori, fx plante eller dagsommerfugl, og indberetter dit fund. Andre medlemmer af Naturbasen vil så hjælpe dig med artsbestemmelsen. Når du har fået svar, skal du så blot redigere observationen, så artsnavnet bliver korrekt. Husk kun vilde dyr, planter og svampe!
Mine observationer
Under ”Mine observationer” vises dine seneste indberettede fund af dyr, planter og svampe, hvor du bl.a. kan få mere information om den art, du har indrapporteret.
Deltag i Naturbasens atlasprojekter
Naturbasen kører en række landsdækkende atlaskortlægninger. I sådanne projekter registreres arternes udbredelse i et landsdækkende net af 10 x 10 km kvadrater. Kortlægningen giver en basal viden om arternes udbredelse, som benyttes i såvel forskning som forvaltning af naturen i Danmark.
Med Knappen “Atlas” kan du se hvilket atlaskvadrat du befinder dig i og der er mulighed for at gå videre til projekternes hjemmesider og se hvilke arter der er set i kvadratet og hvilke arter der bør eftersøges.
Leksikon over Danmarks flora og fauna
“Søg art”-knappen er Danmarks største opslagsværk om danske dyre-, plante og svampearter. Her kan du søge efter landets mere end 40.000 arter og for størstedelen se billeder, udbredelseskort, fænologigrafer og artsbeskrivelser.
Se hvilke dyr, planter og svampe du kan se i nærheden af dig
Med knappen “Hvad kan jeg se her?” kan du se hvilken flora og fauna der er i nærheden af dig. Du kan indstille følgende:
- Radius: Vælg om du vil se arter inden for en radius af 100-5000 m fra din position
- Dage: Viser alle observationer set på dags dato i år og tidligere år +/- antal valgte dage
- Arter: Vælg om du vil se alle artsgrupper eller kun en udvalgt artsgruppe
Se om du er i et naturområde
Med “Hvor er jeg?” får du at vide, om du befinder dig i en nationalpark, et fuglebeskyttelsesområde, et habitatområde, et fredet område eller i et reservat. Hvis du ikke befinder dig i en af de fem områdetyper, kan du se, om der er spændende naturområder i nærheden af dig.
Download
Download til Iphone
Download til Android
|
|
|